Vi er ikke mærkelige, vi er bare særligt sensitive



19. maj, 2016 - kl. 21:34
Forfatter: Conni Lagergreen Schmidt


Synes godt om Aniston.dk

Del artiklen

Min egen skolestart husker jeg som sådan ikke. Jeg husker, at solen vist nok skinnede, og at jeg havde en lyserød skoletaske. Men de minder kan også stamme fra billeder, jeg sidenhen er blevet vist af mine første dage som helt nybagt skoleelev. 

Jeg husker ikke, det var svært, eller at det var underligt pludseligt at skulle være sammen med så mange børn, når nu jeg havde gået hjemme hos min mor gennem de første seks år af min barndom. Men nu, hvor jeg kender mig selv, er jeg slet ikke i tvivl om, at det må have været noget af en omvæltning.

Ikke udelukkende fordi jeg ikke havde været institutionaliseret, som vores børn ofte bliver meget tidligt nu til dags. Men fordi jeg er introvert og i øvrigt særligt sensitiv.

At jeg er introvert, fandt jeg først ud af mange år senere under en jobsamtale, hvor jeg fik taget en personlighedstest, der viste, at jeg tilsyneladende slet ikke tør omgås andre mennesker.

Det er en sandhed med modifikationer, idet jeg har haft utroligt mange udadvendte jobs over årene og i øvrigt fungerer fint socialt - omend helst i mindre doser, sådan så jeg kan lade op i mit eget gode selskab. Jeg trives bedst med fordybelse og uden alt for mange afbrydelser. Men jeg er altså ikke socialt handikappet eller genert, og jeg kan godt konversere en hel masse, skulle jeg hilse og sige.

En ting, som har forfulgt mig lige siden barnsben, og som jeg ikke har kunnet forklare med mine introverte træk, har dog været, at jeg har utroligt nemt til tårer. Det er først gennem de seneste år, at jeg har kunnet holde dem tilbage i fx svære samtaler. Men hvis de bliver meget svære, så pibler tårerne frem, og jeg kan lige så godt lade være med at forsøge at holde dem tilbage, for så begynder jeg bare at vræle. 

Tårerne er typisk kommet ved skole-hjem-samtaler, da jeg var barn, også selvom jeg altid kun fik ros for min flittighed og evner. Under eksamen, hvor jeg var presset. Eller ved medarbejdersamtaler, hvor mine chefer ellers kun havde positivt at sige om min arbejdsindsats. 

Den reaktion har ikke kun undret folk omkring mig. Den har også undret mig, fordi jeg egentlig altid har følt mig følelsesmæssigt robust og derfor heller ikke har kunnet forklare, hvorfor jeg tudbrølede, når jeg blev spurgt. For nyligt har jeg analyseret mig frem til, at det må være en reaktion på det uventede. På det, jeg ikke havde set komme. Det, jeg ikke havde planlagt, og som derfor går mig på. 

Nu er Lillemanden startet i SFO, og det er ærlig talt heller ikke nogen dans på roser. Godt nok er han god til at tage kontakt til nye mennesker og elsker at møde nye ansigter. Men han er også særligt sensitiv, hvilket sandsynligvis er gået i arv fra hans mor. Det siges nemlig, at det særligt sensitive karaktertræk er arveligt. Så værsgo', min skat!

Vi har tidligere i perioder haft en del problemer i børnehaven, hvor de voksne konstant blev skiftet ud. Det fik en masse negative reaktioner frem, som affødte, at pædagogerne mente, at han var vanskellig og modarbejdede dem med vilje. Han fik meget skæld ud, hvilket bare fik endnu stærkere reaktioner frem og blev en konstant negativ spiral.

Børnehavelivet blev dog afsluttet med den bedst tænkelige pædagog, der tog hensyn til den lille dreng med de særligt sensitive træk. Som varslede det, der skulle ske i god tid, og som tog sig tid til at tale med ham, så han kunne få lov til at sætte ord på evt. oplevelser, frustrationer eller opture. Hun skældte aldrig ud og var så forudsigelig i sin væremåde, at hun aldrig overraskede.

Nu er Lillemanden så startet i SFO. Et sted med lidt mere end 100 skønne børn, som alle er sammen fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Det er nye rammer, nye børn, nye voksne, nye regler, og det er tilsyneladende så utroligt overvældende, at vi igen bliver hevet til side flere eftermiddage for at tale om en negativ episode i løbet af dagen. 

Det er enormt frustrerende og hårdt at lægge øre til, og mit sensitive jeg må også fælde en tåre bag solbrillerne hver evig eneste gang. 

Hvad det skal ende med, ved jeg ikke lige nu. Men det kræver nok en tilvænning fra både Lillemandens side samt fra skolens side, hvis de to parter skal kunne mødes. Lige nu håber vi på, at det er en fase, og at det nok skal gå. Alternativt må vi tænke i andre baner.

Det hele fylder rigtig meget i alles tanker lige nu, men jeg ville egentlig ikke have delt historien, hvis det ikke havde været for seje Pernilles fokus på sit eget særligt sensitive barn, hvilket hun har talt om på både forsiden af Berlingske samt i Go'Morgen Danmark for nyligt. Pernille har skrevet en del om det at være særligt sensitiv, og hun har en  masse gode inputs til begrebet, som jo bare er en særlig måde at være på - en særligt sensitiv måde. 

Jeg har selv haft stort glæde af de 23 tegn på særlig sensitivitet, som Pernille også beskriver, og de har hjulpet mig til at forstå mit eget barn. 

Når jeg fx. ser på Lillemanden, så opfylder han 18 af dem:

Lærer bedre af blide irettesættelser end af hård straf
Jeg har for længst lært, at en stille og rolig snak går meget bedre ind end råben og skrigen og udskæld.

Kan tilsyneladende læse mine tanker
Jeg skal ikke være meget træt, ked af det, glad eller overrasket, inden det bliver set og reageret på.

Bruger store ord for sin alder
Ordforådet og de store tanker har aldrig været langt væk. De bliver italesat, og der bliver stillet spørgsmål.

Lægger mærke til det mindste spor af en udsædvanlig lugt
Klorin lugter af svømmehal, og når der er blevet vasket trapper om morgenen, og vi kommer hjem om eftermiddagen, så bliver det straks kommenteret, at der lugter lidt anderledes end normalt.

Har en intelligent sans for humor
Men kan også grine af "prut" og "lort".

Er tilsyneladende meget intuitiv
Mor, vi skal lige gå den vej! Og så kan der faktisk næsten ikke laves om på det. For det er planen, og sådan er det.

Er svær at få til at sove efter en spændende dag
Hvis ikke vi bearbejder dagens input og taler om dem, kan det tage vel over en time at falde i søvn, fordi tankerne rumsterer.

Har det ikke godt med store forandringer
Hvis vi har planlagt A, så skal vi ikke pludseligt lave B. Det gælder også for børn. Har de sagt, at de vil lege, så skal de ikke pludseligt sige, at de ikke vil alligevel.

Stiller mange spørgsmål
Rigtig mange. Bl.a. fik jeg tidligere på dagen spørgsmålet om, hvad en antropolog egentlig laver, for det ord havde en pædagog nævnt for ham for, da han gik i børnehave.

Er perfektionist
SLET ikke, når det kommer til oprydning på værelset. Men når det handler om noget, han går op i, såsom at bygge med LEGO, så ve den, der ikke gør det ordenligt! 

Lægger mærke til, hvis andre er kede af det
Empati har altid været den vildeste force! Det har også altid været Lillemanden, der har budt de nye børn i børnehaven velkommen. Han er nemlig god til at få andre til at føle sig trygge.

Foretrækker stilfærdige lege
Det er ikke for sjov, at han altid har leget de vildeste rollelege og bygget de mest sindsyge ting med LEGO. Mine zendoodle malebøger er i øvrigt også et stort hit!

Stiller dybe, tankevækkende spørgsmål
Vi bruger mange af vores vågne timer sammen med at stille og svare på spørgsmål, som man kan mærke, der er blevet grublet grundigt over.

Er meget følsom over for smerte
Det er de fleste mænd, men små særligt sensitive mænd kan synes, at selv en smule creme på et sår er vold.

Bryder sig ikke om steder med meget støj
Der skal gerne være ro til fordybelse og til at tale sammen. Ellers trækker han sig tilbage for sig selv.

Lægger mærke til små ting (noget er blevet flyttet, noget er anderledes ved en persons udseende)
Min mand lægger ikke mærke til, at jeg har fået en ny skjorte. Men det gør min søn!

Overvejer om det er sikkert, inden han klatrer højt op
Lillemanden fik sin første hudafskrabning på knæet i en alder af 5 år. Og det er IKKE os, der har pakket ham ind i vat!

Føler ting dybt
Mange ting bliver lagret i flere måneder og år, hvis de har rørt noget særligt indeni.

Til sidst vil jeg lige slå fast, at jeg ikke går ind for, at børn skal have diagnoser.

Vi er alle sammen forskellige, og der skal være plads til alle og til at skabe forståelse for dem, som måske ikke er som de fleste umiddelbart. Men jeg har ikke altid mødt meget forståelse for hverken mit barn eller for min egen person, når jeg har vist "mit virkelige" jeg. Så bare for at slå det fast: Vi er altså ikke mærkelige. Vi er bare særligt sensitive ;-)

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Conni Lagergreen SchmidtFølg på:Instagram

Vil du skrive for os?

Relaterede artikler
Synes godt om aniston.dkDel artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen