Spionen på Melfabrikken

Har jeg brug for at retfærdiggøre overfor andre, hvorfor jeg er en mere eller mindre frivillig voksdukke? Næh egentlig ikke, men jeg gør det alligevel - bare fordi jeg kan.

Jeg vil ikke forsøge at nedgøre folk, der har let ved at få kulør, og hvis jeg gør det alligevel, er det egentlig kun fordi, jeg misunder dem en smule.
 
Jeg er evigt-bleg, ja nærmest selvlysende. Engang ville jeg ikke acceptere, at min hud ikke kan komme én tone over "ivory". Jeg forsøgte at krybe ind i én af de der store menneskegrill's, for at se om jeg kunne blive brun.

Det kunne jeg ikke. Til gengæld kunne jeg få en hudfarve, der mindede ret godt om huden på en gris. Min nyerhvervede hudfarve ændrede sig snart til en slags blege fiskeskæl, der faldt af min krop, hvor end jeg vandrede. Det var en temmelig traumatisk oplevelse.
 
Jeg lærte dog relativt hurtigt, at jeg kunne bruge min hudfarve som en fordel. Jeg blev ofte fritaget fra sport i skolen, hvis jeg med tårer i øjnene påstod, at jeg var syg. Og min ultra-flinke lærer troede på mig, netop fordi: "Du ser da også en smule bleg ud, lille ven".

Disse stunts gjorde mig ikke særligt populær blandt mine klassekammerater, der svedende og rødmossede måtte løbe rundt på fodboldbanen, imens jeg sad på en bænk og så uendeligt selvtilfreds ud. Desværre gik det efterhånden op for min lærer, at jeg var konstant bleg, så til slut hoppede hun ikke på mine undskyldninger.
 
Senere så jeg serien "Nord og Syd", og pludselig gik det op for mig, at alle kvinderne lignede spøgelser  - og ingen grinede af dem. Faktisk syntes alle mændene i serien, at de blegfisede kvinder var de rene skønheder. Da jeg så det samme ske i "Borte med Blæsten" fattede jeg et spinkelt håb.
 
Kort efter fandt jeg ud af, at det åbenbart var skønhedsidealet dengang i 1800-tallets Amerika -at være bleg. Det viste, at man ikke behøvede at arbejde under den lede sydstatssol, men var rig nok til at dase hele dagen. Jeg er ikke rig, men jeg kan godt lide at dase.

Faktisk elsker jeg at ligge udenfor om sommeren - i skygge dog. Solen gør mig syg. Jeg får hovedpine og kvalme, og føler mig konstant uendeligt dehydreret.

Nogle gange har jeg overvejet, om jeg var halvt vampyr, men det lader ikke til det. Jeg er bare en blegfiset snemand. Michael Jackson, om det skal være (uden næsen, heldigvis).
 
Siden da har jeg oplevet flere kvinder, der ikke med vold og magt forsøger at blive sommerbrune, men tager farven som den kommer. Det er måske på grund af hende Versace-kvinden? Hun er da et utroligt skræmmende syn.

Hun minder pludselig de blege mennesker om, hvorfor det kan være pænt at være bleg. Det er vel lidt ligesom når Halle Berry minder de brune om, hvorfor det kan være pænt at være brun?
 
Derudover har vi alle lært, at for meget silikone og for mange saltvandsindsprøjtninger kan få fatale følger, men det er off topic lige nu.

Så selvom jeg hverken er englænder, velhavende sydstatsrose fra det 19. århundrede eller Nicole Kidman, så har jeg nu forfattet min undskyldning for at forblive bleg - selvom jeg måske hellere ville være en spansk señorita. 

Og min sommerferie i år går hverken til Spanien, Grækenland eller Tyrkiet. Jeg tager til Edinburgh i Skotland. Der er solen min ven, ikke en ovn, der forvandler mig til hummer og efterfølgende fisk.