Han sad i sofaen da hun kom ind ad døren. Han havde ventet den sidste time på, at hun skulle komme. Han var begyndt at blive usikker på, om hun overhovedet ville dukke op i aften. Men det gjorde hun, og hun var smuk, hans hjerte hoppede en ekstra gang, da hun smilede skævt til ham.

De havde kendt hinanden i nogle måneder, men blot som venner, ingen af dem havde endnu turde at spørge om en såkaldt date.

Da det blev midnat, havde han fået tilstrækkeligt nok at drikke til at samle mod til sig. Han rejste sig for at bede hende om en dans. Han kunne mærke, at han fik svedige hænder på vejen hen til hende. Hun stod dér blandt hendes venner. Hvad nu hvis hun sagde nej?

Da hun stod og snakkede med hendes veninder i et forsøg på ikke at vise, hun holdt øje med ham, så hun pludselig, at han ikke længere sad i sofaen, men han var på vej hen mod hende. Hendes hjerte bankede hurtigere, og hun blev usikker på alt. Hvad ville han?

Da han endelig havde fået bedt hende om en dans, og hun gudskelov havde sagt ja, stod de på dansegulvet i flere timer. Pludselig stoppede han. Han tog hendes hånd og spurgte hende om ikke de skulle gå ud og få lidt luft. Efter hun havde svaret ja, hentede han deres jakker, og de gik ud.

Næste dag ringede han til hende, og spurgte om hun ville med ud og spise, hun havde endnu engang svaret ja. Og da de samme aften sad overfor hinanden fortalte han hende endelig, hvad han havde følt så længe nu. Han var heldig, for hun havde følt det samme.

Da aftenen var ovre og han fulgte hende hjem, kyssede han hende godnat. Hun sov ikke den nat. Følelser hun aldrig før havde følt væltede rundt i maven på hende. Kunne dette være rigtigt?

Tiden gik, og de blev ældre. De holdt sammen igennem skolen, alting havde ikke altid været godt, de havde haft deres op og ned ture, men altid formået at holde sammen alligevel.

Tiden var inde til at flytte hjemme fra, og de valgte at gøre det sammen. Alt så ud til at være godt.

Tiden blev ved med at gå og samtalerne var ikke længere så dybe og lange, men de havde i det mindste stadig hinanden.

En dag da de sad og spiste morgenmad, fortalte hun ham at hun var gravid. Først sagde ingen af dem noget, men efter lidt tid, snakkede de lidt om det, og blev enige om at beholde barnet. De var alligevel begge ved at være færdig uddannet.

Da hun var i syvende måned, var de, som de altid gjorde en gang om måneden, ude og spise. Pludselig rejse han sig, og tog hendes hånd, han lagde sig på knæ.

Hun svarede ja.

Brylluppet holdt de sammen med barnedåben, og bryllupsrejsen blev udskudt, så de havde råd til det nye hus.

Barnet startede i skole, alting så ud til at være i orden og rart. Men hun begyndte at savne den mand hun faldt for, og han begyndte at kigge efter de yngre kvinder på gaden. Skænderier om børneopdragelse og kvalitets-tid blev tiere og tiere.

Nogle dage snakkede de slet ikke sammen, de levede bare med deres rutine.

Dagen kom, hvor hun sagde hun ikke kunne mere, hun vidste de begge havde været sammen med andre, og deres ægteskab var en fiasko.

Han sagde ikke meget, nikkede, og slå blikket i gulvet.

De blev skilt. Skænderier kom der for alvor mange af. Hvor skulle barnet bo, hvem skulle havde hvad, og de var begge usikre på deres fremtid. Ville de kunne finde en ny kærlighed? Og ville det være rigtigt denne gang.

Barnet blev dele barn, og de så, så lidt til hinanden som overhovedet muligt."

Den virkelige verden

Kunne denne historie være virkelig? Jeg selv er skilsmissebarn af to gange. Tit finder jeg mig selv i at sidde og tænke, hvorfor bliver så mange mennesker skilt! Glemmer de at snakke sammen, eller er det fordi vi har så mange frie valg, at når den mindste modgang kommer, så finder vi noget nyt. En søgen efter det perfekte.

Skilsmisser kan være det rigtige, og det nødvendige, men hvorfor er kærligheden blevet det sværere end før i tiden. Er det fordi vi har muligheden, eller er det fordi vi ikke ved hvad vi vil.

Som skilsmissebarn, har jeg selv i dag svært ved at tro på "det rigtige" følelser skal helst ikke komme for tæt på, for hvad nu hvis det ikke går?

Hvad mener I? Mangler de mange forhold rundt omkring kommunikation eller er problemet et helt andet? Hvem bestemmer, hvornår det er rigtigt og hvornår det måske er rigtigt? Kan man egentlig vide det? Spørgsmål, hvis svar kun findes hos den enkelte selv.

Lever eventyret endnu?