Rejsen går til ... 24 timer i Paris

Fødselsdag og halvanden dag i Paris blev til forsinket fejring og 24 timer. Vi fik det bedste ud af det.



19. juli, 2015 - kl. 00:00
Forfatter: Conni Lagergreen Schmidt


Synes godt om Aniston.dk

Del artiklen

Eftersom Lillemanden længe har sukket efter en tur til Paris og efter at se og opleve Eiffeltårnet i virkeligheden, var det helt nærliggende, at han (og vi) fik en tur til Paris i fødselsdagsgave.

Det er en stor ting at fylde 5 år, så hvorfor ikke fejre det med manér!

Derudover skulle vi jo videre til Sydfrankrig på campingferie sammen med hele svigerfamilien. Et par dage i Paris som opvarmning til dette var derfor oplagte.

På Lillemandens fødselsdag blev han derfor hevet ud af sengen tidligt om morgenen, så vi kunne komme ud i lufthavnen og sidde på et fly kl. 9:30 mod kærlighedens by.

Indtjekning etc. gik da også som planlagt, men herfra gik det bare helt galt. I terminalen lige før afgang kunne EasyJet nemlig melde, at vores fly, der skulle flyve kl. 9:30, først kunne forventes at flyve 13:35! Vi blev spist af med 67 kr. pr. person i "kompensation" og kunne så ellers bare sidde på vores flade og holde øje med skærmene i Københavns Lufthavn.

Okay okay ... Vi har jo prøvet forsinkelser før. Og vi kunne jo være heldige, at den forventede tid blev rykket frem, så vi alligevel kunne nå at nyde bare lidt af Paris den dag.

Lang historie kort (jeg skal spare på fortællingerne om tårerne og frustrationen - heldigvis mest fra min side), men vi endte med at flyve 6 timer og 5 minutter senere end planlagt fra Københavns Lufthavn. Derfor blev vores næsten knap to dage i Paris til bare en enkelt - og en ret udmattet og træt en af slagsen. Øv!

Vi ankom nemlig først til vores hotel i Bercy kl. cirka 21 om aftenen efter en frygteligt varm togtur med alt for megen bagage og alt for mange mennesker i kupéen. Herefter skulle vi lige falde ned ovenpå dagens mange uventede strabadser, og så skulle vi naturligvis have steak frites og spejlæg på den lokale bistro i Bercy, og vi trængte desuden alle tre noget så frygteligt til et bad!

Til trods for noget rykkede sengetider og en generel fladhed var det tidligt op og af sted ud i det pulserende byliv i Paris næste morgen. Vi havde en aftale med Eiffeltårnet kl. 11:30, og inden da skulle vi både afhente billetter til Eiffeltårnet på billetkontoret nogle gader væk fra Eiffeltårnet og, naturligvis, nå den klassiske parisiske morgenmad på en lille bistro. Lillemanden var jo desværre slet ikke blevet fejret på hans egentlig fødselsdag, så han fik frit valg på menukortet og sprang straks på pandekager med Nutella - og masser af det!

Eftersom vi heldigvis havde købt billetter til Eiffeltårnet inden afgang, slap vi for køerne til billetskranken ved Eiffeltårnet. Den lange slange af mennesker stod ellers parat allerede fra tidlig morgen og bevægede sig kun langsomt. Vi kunne heldigvis gå direkte til indgangen ved en af pillerne med vores forhåndskøbte billetter. Første gang blev vi dog afvist, fordi vi var ti minutter for tidligt på den. Men så fik vi da købt lidt souvenirs i souvenirbutikken - og ikke blandt de illegale souvenirudbydere, der ellers gjorde deres for at få solgt deres grej til turisterne.

Selvom billetterne til Eiffeltårnet var købt og betalt på forhånd, slap vi dog på ingen måde for at stå i kø. Først skulle vi snegle os op til et security check, så skulle vi vente på en elevator, og ENDELIG, omkring en time senere, stod vi altså på anden sal i Eiffeltårnet og kunne se ud over hele Paris på en helt solrig og næsten skyfri dag.

Jeg var klar til at indånde det hele og suge Paris til mig, eftersom det også var mit første besøg i Eiffeltårnet. Men Lillemanden havde (nok mest pga. manglen på søvn fra aftenen forinden) allerede mistet tålmodigheden og satte sig til at surmule en smule med en slush ice.

Surmuleriet blev dog afløst af sukkerchok, og en tur ned på Eiffeltårnets førstesal var i øvrigt langt sjovere for ham, fordi det bl.a. er her, man finder det gennemsigtige glasgulv, hvorfra man kan se alle menneskene under Eiffeltårnet som små bitte myrer. Her var restaurant, sækkestole, et stort Eiffeltårn af træ og endnu en lille souvenirbiks med alskens franske fristelser, plysdyr, nøgleringe og alt det andet, som får en 5-årigs hjerte til at slå lidt hurtigere.

Efter turen i Eiffeltårnet skulle vi egentlig på Seine sightseeing, som vi havde købt sammen med turen i Eiffeltårnet (alene af den årsag, at vi ikke kunne købe adgangen til Eiffeltårnet uden også at få Seine-turen med), men vi trængte til mad og drikke og lidt ro, så vi valgte i stedet at gå ned i Champs Élysées for at finde en bistro dér.

Efter en Croque Monsieur og en Croque Madame på Le Bistro des Champs Élysées, som slet ikke var så dyre, som man måske kunne have forventet af adressen, gik turen i Disney Store Paris for at finde en ekstra fødselsdagsgave (og et plaster på såret) i form af en stor plysset Olaf-bamse fra Frost og så videre til Gap for at shoppe børnetøj på udsalg. Turen gik desuden i Saint Laurent Paris, fordi jeg hjemmefra havde udset mig en ring, som jeg ville give mig selv i forsinket fødselsdagsgave.

Efter lidt shopping i bl.a. Printemps, meget is og flere liter væske (det var så varm en dag, at alle Paris' Starbucks havde udsolgt af samtlige Frappuccinos) gik vi turen tilbage til Eiffeltårnet for at tage en times Seine cruise, der bød på en lang række smukke parisiske broer, udsigt til husbåde, mennesker, der spiste aftensmad langs Seinen samt en smuk solnedgang.

Inden turen gik tilbage til hotellet ved Bercy indtog vi en stille aftensmad en enkelt gade væk fra Eiffeltårnet (igen ... slet ikke så dyrt, som man kunne have forventet), og da Lillemanden fik øje på genskæret fra Eiffeltårnets lysshow kl. 22, kom julelysene for alvor frem i hans øjne, og hele hans parisertur var reddet - og EasyJet (næsten) tilgivet for at have ødelagt hans fødselsdag og vores tur til Paris.

Morgenen efter forlod vi igen Novotel Bercy for at tage TGV-toget videre fra Gare de Lyon til Beziers. A plus tard, Paris! Og forhåbentlig med lidt mere tid og ro på næste gang.

 

Er du blevet inspireret til at tage en tur til Paris?
Find flybilletter til Paris her med søgemaskinen BilligeFlybilletter.dk. Du finder altid de billigste billetter og kan vælge at søge på specifikke datoer eller en lavpriskalender.
 

Fakta om rejsen til Paris:

Vi fløj med EasyJet fra Københavns Lufthavn til Paris Charles de Gaulle. Herfra tog vi toget ind til Gare du Nord - ikke anbefalelsesværdigt på en varm dag, idet der er mange med toget, og kun få af togets vinduer kan åbnes.

Vi boede på Novotel Paris Bercy, som vi havde fundet på Hotels.com. Hotellet ligger tæt på Bercy metrostation og Gare de Lyon, hvilket gør det nemt at komme til og fra. Et udmærket hotel, men ikke helt samme standard, som de øvrige Novotel-hoteller, vi tidligere har boet på.

Vi tog højhastighedstoget TGV fra Paris Gare de Lyon videre til Béziers. Toget havde en familievogn, hvor der var underholdning til børn undervejs. Godt nok talte hende, der stod for underholdningen, ikke et ord engelsk, men det var sjovt at lave masker og ballondyr alligevel.

Vores tur i Eiffeltårnet og Seine cruise var købt gennem Getyourguide.com, som tilbyder attraktioner i hele verden. Dejlig nemt og smertefrit, når nu man har været for sent ude til at købe biletter til Eiffeltårnet direkte på Eiffeltårnets billetsite.


BTW ... Vi er ved at søge kompensation for vores møg lange forsinkelse på flyrejsen med EasyJet. Indtil videre har vi fået en mail med en undskyldning, men det er bare ikke helt nok. Faktisk kan man få 1.500 kr. i kompensation pr. person, når ens fly er mere end tre timer forsinket. Og det må man sige, at det var! Lillemanden burde også få en kompensation for en ødelagt fødselsdag, men den må vi forældre nok tage os af ;-)

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Conni Lagergreen SchmidtFølg på:Instagram

Vil du skrive for os?

Relaterede artikler
Synes godt om aniston.dkDel artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen