Vi har taget en snak med Mille Eigard Andersen, som er forfatter, foredragsholder og sexologstuderende.

I 11 år af hendes 30 årige liv, har hun kæmpet med anoreksi, og den viden og de erfaringer hun derigennem har fået, bruger hun nu til at hjælpe andre kvinder og til at få os andre til at forstå, hvad anoreksi handler om.

Mille er træt af, at folk tit tror, at det er maden og vægten, det handler om - "når en pige med anoreksi tager på, må hun da være rask?!", tror folk. Men nej, her begynder kampen først for alvor. Nu skal hun til at lære at leve uden at være destruktiv og uden at bruge maden til at flygte fra følelser med. Selvværdet skal op, og hun skal lære at tage egne beslutninger.

Mille har skrevet 2 bøger: 'Lad mig bare forsvinde' og 'Hvor ser du godt ud'. Nummer 3 som udgives i starten af 2010 er en bog om lyst, sex og kærlighed til kvinder (men mænd må meget gerne læse den også!).

'Lad mig bare forsvinde' handler om de 11 år, hvor anoreksien styrede hende mest. Igennem alle årene har Mille skrevet dagbog, og bogen er netop udvalgte dage fra dagbogen, så den er hudløst ærlig og skræmmende.

'Hvor ser du godt ud' er fortsættelsen, hvor man følger hende videre i dagbogen. Hun er rask udenpå - vægten er normal. Men indeni føler hun sig stadig ikke rask, og det er svært for andre at forstå. "Hvor ser du godt ud! Du er da kommet flot ud af anoreksien", er folks kommentar. Folk forholder sig til, hvad de kan SE. Ved at få lov til at læse Milles dagbog, forstår man, at det ikke handler om vægten. Hun er IKKE helt rask, selv om vægten er, som den skal. Der er stadig ting, hun skal kæmpe med og lære, fordi hun har været væk fra "et normalt liv" i så mange år. Desuden indeholder bogen en miniguide, hvor Mille har sammenfattet, hvad det er, der har hjulpet hende dertil, hvor hun er nu. Der er spørgsmål og øvelser lige til at bruge for andre kvinder.

Starten på anoreksi
"Som ung kunne jeg ikke finde ud af det med drenge, og jeg var meget stille, pligtopfyldende og sød. Alle kunne trampe på mig, hvis de ville. Jeg kunne hverken sige til eller fra, jeg kunne ikke tage beslutninger, fordi jeg tvivlede så meget på, om jeg nu også havde ret til at mene og beslutte noget, og jeg følte mig meget forkert i forhold til de andre.

Jeg følte ikke, at jeg var en skid værd, og selv om jeg fik høje karakterer, troede jeg ikke, at jeg kunne noget. Så jeg var altså usikker på alting - og da en dreng overskred mine grænser, da jeg var 16 år, blev det dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Derefter var det som om, at der skete en ændring i mig. Jeg fik lyst til at forsvinde, destruere mig selv. Så ubevidst startede jeg med at skære ned for mængden af mad og op for motionen, og jeg tabte mig selvfølgelig. Langsomt men sikkert forsvandt JEG mere og mere. Altså ikke kun fysisk - allerværst var det, at det var psykisk.

Jeg kom ind i en skal, hvor der intet liv og glæde var. Alle dage gik med at være destruktiv. Skade mig selv mest muligt, så jeg ikke kunne mærke nogle følelser overhovedet eller tænke én fornuftig tanke. Udadtil holdt jeg facaden, virkede glad og ovenpå, og jeg passede både jobs og studie. Hvordan jeg kunne, forstår jeg ikke i dag!"

Slutningen på anoreksi
"Det endte med, at jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling, fordi der ikke var behandlingstilbud. Her fik jeg heller ikke hjælp, men det var "opbevaring" i en tid, hvor jeg var i fare for mig selv, så på den måde var det fint nok. Men det er en psykolog, som har været min redning. Han formåede at bryde ind til MIG, få mig ud af den skal jeg var i og få mig til at begynde at bruge min styrke positivt i stedet for negativt. I små skridt har jeg med hans hjælp arbejdet mig ud af det.

I august 2007 skete der endnu et vendepunkt, som gjorde, at jeg rykkede endnu mere. Jeg blev kørt ned og måtte gå med krykker i 5 måneder. Det var meget lærerigt for mig, for nu var jeg jo tvunget til at ligge stille og spise, hvis jeg ville bygges op igen og komme til at gå! Motion kunne jeg slet ikke. Så jeg er faktisk rigtig glad for, at jeg blev kørt ned. Jeg ser det ikke som en ulykke, men derimod som en lykke."

Du læser til sexolog, men hvad går du ellers og laver?
"Jeg holder jævnligt foredrag, hvor jeg fortæller om min kamp mod anoreksien. Det er bl.a. i forsamlingshuse, på biblioteker og lignende. Og så skriver jeg lige nu på en ny bog.

Jeg synes, at mange kvinder har svært ved at slippe kontrollen, nyde både sig selv, sin krop, mad og sex, og de har svært ved at tage imod kærlighed. Det er en skam! Kvinder burde dyrke deres lyst og kvindelighed på linie med andre ting, de går op i. Mange kvinder ved sgu mere om kalorier, end de ved om deres eget underliv, og hvad de godt kan li' seksuelt. Og nu provokerer jeg måske lidt: nogle babes/modeller (jeg siger ikke alle) ser brandgodt ud, er ekstremt sexede at se på og tænder mænd. Men jeg tror, at mange af dem er så meget i kontrol og tænker så meget over, at de skal være lækre, selv i sengen, at de faktisk ikke nyder sex, eller får så meget ud af det, som de kunne!

Hvis man ikke kan give slip, være "grim" og fri, hæmmer det i sex. Jeg tror også, at mænd hellere vil have en kvinde, der kan lege og være fri, end én der er så meget i kontrol hele tiden. Det kan godt være, at hun er lækker - men so what?! Med min bog håber jeg, at flere kvinder vil tage ansvar for deres egen lyst og dyrke deres kvindelighed i stedet for at dyrke det perfekte ydre. Så bliver det også mere fantastisk sammen med en mand."

Hvad er dine planer for fremtiden?
"Der vil jeg leve af at skrive bøger og holde foredrag. Ikke kun foredrag om anoreksi men også om sex, om at flirte, om kvinders lyst osv. Jeg vil også være den første sexolog specifikt til spiseforstyrrede, for det findes der ikke. Og spiseforstyrrede har et særligt behov, mener jeg. Jeg vil generelt være med til at gøre en forskel for spiseforstyrrede - jeg vil være foregangskvinden på dette felt! Der skal kæmpes for bedre behandling og for at folk bedre forstår."

Læs mere om Mille Eigard:

Aniston anmeldelse af 'Hvor ser du godt ud'
Hendes hjemmeside: www.smidkrykkerne.dk
Hendes Connery profil