Miljøsvin, pescetarer og et drys navlepilleri



3. august, 2016 - kl. 20:03
Forfatter: Conni Lagergreen Schmidt


Synes godt om Aniston.dk

Del artiklen

Det har faktisk længe været i mine overvejelser. Men jeg har ikke haft nosserne til at gøre noget ved det, så indtil videre er jeg fortsat en glad kødspiser, som faktisk slet ikke er specielt glad.

Det er ikke sådan, at jeg går med tanker om at blive vegetar eller, og det er sikkert det, det ender med, hvis jeg tager den endelige beslutning, pescetar, døgnet rundt, men jeg ærgrer mig alligevel lidt, hver gang jeg har spist kød, og over det seneste lange stykke tid, har jeg gået lidt omkring mig selv med tankerne om min kost og har været ret navlepillende.

Sådan en dag som i dag, hvor jeg kan læse mig frem til, at vi har opbrugt hele årets ressourcer her på Moder Jord allerede på mandag, ærgrer jeg mig endnu mere. For i CO2-regnskabet er kødet og produktionen af animalske produkter i det hele taget jo en ret stor synder.

Lige nu spiser vi måske kød og/eller fisk tre til fire gange om ugen, og vi sparer på kødet, som ofte er kylling, så vi i stedet spæder bolognaisen op med gulerødder, eller blot spiser tre små kyllingefrikadeller hver i stedet for fire store. Lillemanden er også en vaskeægte frugt- og grøntgnasker, så han ville sikkert gladeligt undvære kødet endnu oftere - så længe vi bare får fisk.

Personligt ville jeg også have svært ved at undvære fisk, så i stedet for at blive vegetar hælder jeg nok en del mere til, at der skal være plads til fisk et par gange om ugen. Og jeg ville derfor hverken blive vegetar eller veganer men pescetar, som betyder, at man spiser som en vegetar - dog med lidt "snyd" i form af fisk på menuen.

Og inden vegetarerne, der læser med, råber op og siger, at havene jo også ryddes for fisk, og at det bare en fis i en hornlygte, så vil jeg skynde mig at vove påstanden om, at lidt også har ret, og at pescetarisme måske kan være vejen til vegetarisme. Hvem ved? 

Jeg mangler stadig at sætte mig hundrede procent ind i, hvad det vil betyde ift. eventuelle mangler i kosten, hvis jeg smider både kød og komælk ud ad vinduet. Så byd endelig ind, hvis der sidder nogle pescetarer eller vegetarer derude og læser med :-)

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Conni Lagergreen SchmidtFølg på:Instagram

Vil du skrive for os?

Relaterede artikler
Synes godt om aniston.dkDel artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen