Aniston

Leave-in balsam til filtret børnegarn

Balsam uden parabener, parfume og børnetårer.

Jeg hører så ofte om børn, der hader at få vasket hår. Det problem har vi heldigvis ikke her. Lillemanden lukker øjnene, klemmer balderne sammen, og så er den del overstået. 

Til gengæld er han ikke vild med at få redt hår efter badet. Så vi er afhængige af leave-in balsam, som vi sprayer i håret efter hårvask.

I lusesæsonen har vi været enormt glade for Miracle Detangler fra Original Sprout, fordi den efter sigende skulle holde lus og andre insekter på afstand. I al den tid, vi har brugt den, har vi da heller ikke haft besøg af kryb, så jeg er af den faste overbevisning, at den virker. Desværre har den også en tendens til at holde mig lidt på afstand. Godt dufter den nemlig ikke!

Derfor har vi også stillet den luse- og morafvisende leave-in-conditioner på hylden for denne sæson.

I stedet har vi fundet en mild parfumefri variant fra Stuhr, som virker upåklageligt!

Jeg er selv stor fan, fordi den ikke dufter af noget som helst. Derfor kan jeg hurtigt dufte Lillemandens egen duft, når jeg sniffer ham i hovedbunden, hvilket jo er sådan, det gerne skal være, når man er mor.

Lillemanden er også stor fan. Stuhr Mild Family Balsam gør nemlig fluks håret blødt, så det er nemt at rede igennem, og håret bliver oven i købet også langt mere glansfuldt. Samtidig svier balsammen ikke i øjnene.

Vi bruger Stuhr Mild Family Balsam Spray i vådt hår, men den kan faktisk også bruges i tørt hår, hvis nu morgengarnet lige skal ordnes. 

Heldigvis er Stuhr Mild Family Balsam Spray noget nemmere tilgængelig end vores luseafvisende efterårs- og vinterven, som jeg indtil videre kun har kunnet finde i onlineshops. Stuhrs børnevenlige balsamspray fås nemlig ofte i supermarkedet - og er ganske ofte på tilbud.


Stuhr Mild Family Balsam Spray 250 ml er parfumefri, fri for parabener og farve samt deklareret i samarbejde med Astma-Allergi Forbundet. Den forhandles flere steder til vejl. udsalgspris på 69,95 kr., men jeg ser den ofte til cirka 40 kr. i bl.a. Føtex og MENY.

ANNONCE
Leave-in balsam til filtret børnegarn
Del

Seneste nyt

Annonce