Mere end noget ønskede jeg hele bogen igennem, at der som i ethvert eventyr ville være en lykkelig slutning. Desværre er Mille's liv ikke et eventyr, og bogen her er fra den virkelige verden, så inderst inde vidste jeg godt, at chancerne for, at ønsket blev opfyldt, ville være meget små.

Når man bliver så medrevet og berørt af Mille's bog, er grunden den ganske simple, at hvert eneste ord og hver en side er fyldt med hendes smerte og lykke, med hendes håb og mange frustrationer. Det er hendes dagbog over ti år, fra kort før hendes 16 års fødselsdag og til hun som 27 årig skriver det foreløbige sidste kapitel. Hun fremlægger i al sin gru ti år som anorektiker, ti år med et liv på kanten af en uendelig afgrund.

Bogen er hudløs ærlig, når hun beskriver hvordan hun ser sig selv, som ikke mere værd end en klam og stinkende hundelort på gaden. Hvordan flødeboller er en af hendes favoritter at kaste op, ikke kun fordi de er bløde hele vejen op igennem halsen, men også fordi det ligner et snelandskab, når det bagefter skvulper i toilettet, og hvordan frosent rugbrød tilgengæld kradser halsen næsten til blods.

Hvordan hun ikke kun må kæmpe mod sig selv, men fremfor alt også mod et system, som slet ikke er gearet til folk med spisefostyrrelser. Først ser hendes læge igennem mange år bare igennem hende, uden overhovedet at opdage, at der er et problem, det til trods for at hun må vejes ugentligt.

Og da hun så endelig får en diagnose er hun for dårlig til behandlingsstedet og bliver istedet indlagt på psykiatrisk afdeling, som lige så lidt som hendes læge forstår problematikken. Hvor sygeplejerskerne har mere travlt med at drikke kaffe end gøre deres job og hjælpe hende. Uhyggeligt, men sandt er det, at den eneste, som virkelig hjælper og forstår hende på psykiatrisk afdeling, er en vikar.

At Mille overlever skyldes dog ene og alene hendes fantastiske styrke og hjælpen fra hendes psykolog.

"Lad mig bare forsvinde" er en utrolig vigtig bog, ikke kun fordi den tager hul på et problem, som stadigvæk bliver betragtet som ikke helt stuerent at tale om. Men, fordi den er skrevet, ikke med en masse medicinske fraser og teser, men derimod på et sprog, som alle kan forstå. Nu kunne man nemt tro, at næsten 250 sider, fyldt til randen med bræk, mad og frustrationer, ville gå hen og blive lidt ensformig læsning. Men tro om igen, for Mille's bog hører til dem, som man bare ikke kan lægge fra sig igen, og som sagtens kunne have været dobbelt så lang. Mit råd er derfor ikke at have den liggende på dit natbord, medmindre du da planlægger at holde dig vågen til den lyse morgen.

Tak til Phabel for fremsendelse af anmeldereksemplar.
Og tak til Mille for hendes ærlighed og åbenhed.
Tjek hendes hjemmeside her