Kan du ringe et-et-to?



18. oktober, 2016 - kl. 15:54
Forfatter: Conni Lagergreen Schmidt


Synes godt om Aniston.dk

Del artiklen

Lige inden jeg forlod kontoret i fredags, fik jeg, lettere galgenhumoristisk, slynget ud, at der muligvis blev behov for, at jeg fik lært mit barn at ringe 112 i denne weekend, nu hvor vi er alene hjemme i en hel uge, og jeg umiddelbart godt kunne fornemme på min krop, at der var noget ikke helt lovende på vej.

Jeg, som ellers aldrig er syg, blev da også, rigtigt nok, ramt af alskens sygdomme blendet sammen i en supermuteret form, som har involveret skyhøj feber i fire stive dage i træk, dunkende hovedpine samt lidt obligatorisk tømning af maven i forbindelse med de mange natlige feberrystelser.

Ja, det har faktisk været en omgang, som jeg vil se tilbage som et af de værre sygdomsforløb. Men når jeg bliver ramt den ene gang om året, så skal jeg åbenbart rammes ekstra hårdt?! Ja, immunforsvar er en sjov størrelse!

Set i bakspejlet og i det hele taget er det dog nok ikke nogen helt dum tanke at lære sit barn at ringe efter hjælp, hvis nu uheldet skulle være ude. 

Var det gået galt i denne weekend, var jeg eksempelvis endt med at blive dehydreret pga. feber og opkast, eller var pludseligt blevet så svimmel midt i hele herligheden, at jeg var faldet og havde slået mit hovede uheldigt, ja så ville mit barn faktisk ikke vide, hvad han skulle gøre.

Jeg håber naturligvis, at han selv ville komme i tanker om, at han kunne ringe på hos vores rare nabo, men hvem ved?

Nu her på den anden side, hvor jeg kan se ud af øjnene igen og rent faktisk sammensætte mere end tre ord uden, at de bliver lettere usammenhængende, vil jeg sætte mig ned og tage en snak med ham om det at ringe 112 (et-et-to). Og om hvad han ellers kan gøre, hvis nu der sker noget med nogen omkring ham.

Og jeg er ret sikker på, at han vil forstå det efter de dage, vi netop har haft, hvor han har fået lov til at se sin mor fra en noget mere skrøbelig side, end han nogensinde har oplevet før. Men hvor han til gengæld har taget sine stor-dreng-bukser på og har aet mig på kinden på de helt rette tidspunkter, har lagt en kold barnehånd på panden, når den var allermest varm og har sørget for vand samt små bidder ristet brød (for han lærte også at betjene toasteren) til moren, som ikke have appetit til mere end tre små bidder om dagen.

Nu satser jeg i øvrigt på, at alt det sygdomshalløj er overstået for denne gang, at den sidste hovedpine forsvinder fra min efterhånden ret grå og kedelige pande, at lugten af sur gammel mand snart suges ud af vores hjem, og at vi i morgen kan få en helt normal dag med SFO og arbejde. Aaah, arbejde! 

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Conni Lagergreen SchmidtFølg på:Instagram

Vil du skrive for os?

Relaterede artikler
Synes godt om aniston.dkDel artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen