Jul på slottet

Indholdet i den lille blå bog var skrevet i en sjusket skrift. Der var ingen billeder, og sproget var tarveligt. Slet ikke som den store, læderindbundne bog. Pigerne læste første side, men bladrede så hurtigt over de næste. Halvvejs igennem bogen stoppede de. Her var nogle navne, de genkendte.

Vereane og Eleanora blev født i 1835 De voksede op på Egeskov Slot. Nogle mente, Vereane var en Skifting, men ingen sagde det højt. Hun var meget forskellig fra hendes lyse og milde Søster. Der blev snakket om, at Pigen var i kontakt med sine rigtige Forældre og at hun udøvede Heksekunst. Dyrene kunne ikke lide hende, og engang fik hun Møllersvenden til at falde ned fra en Stige og brække Benet. Hun var en skidt Tøs, der skulle have været jaget væk eller brændt på Bålet. Men hendes Forældre og hendes Søster holdt Hånden over hende.

Da Frands og Anna Bille-Brahe døde - Og det var ingen naturlig Død, overtog Vereane Egeskov. Hvis hun før havde været ubehagelig og ondskabsfuld, blev hun nu ligefrem grusom. Hun tyranniserede alle, og der gik ikke længe, førend man ikke så Eleanora mere. Det blev fortalt, at hun var dødeligt syg, men Sandheden var, at den unge Eleanora var kommet noget så galt i Uføre med en Staldknægt. Staldknægten blev pisket og sendt væk for Tyveri, og Eleanora blev spærret inde i Det Karrygule Værelse.

Barnet hun fødte, en sund, lille Dreng, blev taget fra hende og kørt bort. Eleanora blev fundet næste morgen i Det Karrygule Værelse. Død. Det var Gift, men ingen ved, om hun selv tog det, eller nogen forgav hende.

Vereane virkede nervøs efter Eleanoras Død. En Sindssygdom må have ramt hende. Hun begyndte at se Syner og tale med sig selv. En Måneløs Nat sprang hun ud fra det højeste Tårn.

Drengene sad måbende, da Anne Louise var færdig med at berette om pigernes skæbne. "Var folk bare fuldstændigt syge i bøtten dengang?" var det eneste Mikkelsen lige kunne sige. "Ja, en ting er i hvert fald sikkert," sagde Dan, "Det kan da umuligt være fjernsynets skyld, hvis folk er lidt utilpassede i dag!" "Jeg tror måske, vi skal gå i seng, og så kigge på det i morgen." sagde Sophie med et nik over mod Thomas, der sad med næsen i vejret og småsnorkede.

Folk havde så småt indfundet sig ved morgenbordet den 20. december. Efter en god nats søvn i en dejlig varm seng, var nerverne faldet til ro, og uhygge og spøgelseshistorier virkede ikke længere så nært. René kom buldrende ned ad trappen. "Jamen René! Har du pakket?" De kiggede allesammen på hans store skramlede kuffert, som han havde stillet fra sig midt i hallen. René satte hænderne i siden, skød hagen frem og kiggede trodsigt på de andre. "Ja, jeg gider ikke det pjat her mere! Det er jo komplet sindssygt. Nu vil jeg tilbage til Danmark! Hemmelige lortegange, man bliver væk i, sindssyge spøgelser, rådne kællinger og dræberkaniner! Jeg vil ikke være med mere!" Heidi gik hen og tog René om armen. "Nej, men du skal da ha' lidt morgenmad sammen med os andre, ik'." Det kunne René godt lige gå med til, og modvilligt fulgte han med ind i spisesalen.

Da de havde spist, slog Thomas hænderne sammen og udbrød; "Nå, venner. Skal vi ikke bare hygge os rigtigt meget i dag. I har slet ikke været ovre og se mine gamle biler." Der blev skævet til René, men han sad og surmulede for sig selv. Han lignede bestemt ikke en, der gad se gamle biler. "Øøhh... Marsvin." fortsatte Thomas. "Kan du godt selv flyve den helikopter, du har stående udenfor?" René viste en smule interesse. "Ja, selvfølgelig. Hvorfor?" svarede Dan. "Så ku' vi måske flyve en tur hen over slottet." René kiggede rundt på sine venner, der alle kiggede tilbage med forventningsfulde blikke. "Du vil da vel ikke gå glip af en masse rå-hygge med dine venner, vil du vel?" grinede Mikkelsen.
 
Er det i virkeligheden vore forfædre der er skyld i, at nogle folk er utilpassede i dag? Er Fyn ikke en del af Danmark? Hvorfor nævner René "Dræberkaniner" som en årsag til, at han vil hjem? Får de andre overtalt René til at blive? Og får vi nogensinde svar på alle spørgsmålene? Følg med igen i morgen...