Jul på slottet

Pludselig brød månen frem bag et par skyer og oplyste stien, René stod på. Han stivnede. En skikkelse kom mod ham, og det var bestemt ikke nogen af drengene. Den havde en lang, karrygul kjolelignende sag på, og en ubehagelig stank stod som en næsten tydelig aura omkring den. Den kom langsomt nærmere. René kunne ikke røre sig ud af flækken. Nu var skikkelsen meget tæt på ham. Den vendte sit ansigt op mod René, og han blev slået af stanken af råd, ondskab og det mest afsindige blik, han nogensinde havde set. Nu stod den kun en meter fra René. Hele hans krop skreg på at komme væk, men han stod som forstenet. Skikkelsen rakte langsomt frem og rørte ved hans bryst. Det føltes som om, hans hjerte blev glemt i en jernnæve, han kunne ikke få luft, og så blev alt sort for hans øjne.

Pigerne havde været ned ad den lange gang bag pejsen. De havde lyst ned ad sidegange, og kaldt på drengene. Men der var intet spor af dem. Og ingen svarede på deres kald. De var nået halvvejs tilbage, og på nippet til at blive godt og grundigt bekymrede, da de pludselig hørte et fjernt skrig. De stivnede allesammen. "Hvad var det?" Heidi greb fat om korset og løftede kødhammeren. "Jeg vil ud! Jeg vil ud herfra!" råbte Sophie og begyndte at løbe tilbage mod udgangen. De andre fulgte efter, og snart stod de og hamrede på pejsen.

Den velkendte skurren lød, og de styrtede ud. Mads kiggede på dem, "Fandt De noget?" "Mads! Hørte du det skrig?" Sophie kiggede på ham med store øjne. Det gjorde Mads godt nok, og han brød sig bestemt ikke om månen i aften. Den varslede uheld og ubehageligheder.

"Vent på mig!" Thomas kunne ikke følge med de to andre og sakkede langsomt, men sikkert bagud. De drejede om det næste hjørne og et kort øjeblik var Thomas alene. Han syntes han hørte noget bag sig, og satte farten op. I det samme, han nåede rundt om hjørnet, forsvandt de andre om et nyt. Thomas oksede afsted. Lige inden han drejede om det næste hjørne kiggede han sig tilbage. Han syntes han så noget karrygult stof flagre henne ved det sidste hjørne. Et lille skrig undslap hans læber og han satte farten yderligere op.

Om det næste hjørne var han nær ramlet ind i de andre. "Hvorfor er I stoppet? Lad os komme ud! Den er her..." Thomas fik øje på en livløs skikkelse, der lå i hjørnet. Det var René. "Er han..." begyndte Thomas. "Nej, for helvede!" udbrød Mikkelsen. "Han er bare besvimet." "Udgangen er lige rundt om hjørnet," konstaterede Dan. "Så lad os se at komme ud herfra." Mikkelsen og Dan tog fat i René og Thomas løb som en lille, bange hund rundt mellem benene på dem.

Eddine havde sluttet sig til pigerne og Mads, og flokken var netop på vej ud af den store hoveddør, da de så noget nærme sig. Snart så de, at det var drengene. "Hvad er der dog sket?" Sophie slog hænderne op for munden, da hun så de beskidte drenge komme slæbende med en bevidstløs René. De var stadig klædt i rustningsdele og harnisk, men de fleste våben var gået tabt. Mikkelsen kneb øjnene sammen i en slem tømmermændshovedpine. "Vi var... Og så..." begyndte Thomas. Eddine stoppede ham resolut og hev René ud af hænderne på Dan og Mikkelsen. Hun smed ham op på skuldrene. "Nu lægger vi splejsen her i seng, og så får I alt det skidt af jer. Og så skal jeg nok sørge for et solidt måltid mad til jer, I ser jo Herrens ud." Thomas kiggede nærmest tilbedende på Eddine, da hun skridtede ind i slottet med René over skulderen. Heidi faldt Mikkelsen om halsen, og Sophie og Anne Louise puslede om den hårdt sårede Dan.

Da de senere sad nede i Eddines hyggelige køkken, rene, mætte og meget bedre tilpas. Fortalte drengene om deres oplevelser. René så ud til at sove trygt og roligt, så ham lod de ligge. Han vågnede jo nok, når han blev sulten. Pigerne blev småsure, da de fortalte om deres vinsmagning. Selv om der blev pyntet lidt på detaljerne kunne de jo nok godt regne ud, hvordan det var gået for sig. Men de tøede lidt op, da Mikkelsen dramatisk fortalte om hvordan de, i næsten fuldstændig mørke, var gået igennem de hemmelige gange for at finde en vej ud, og alle sure miner var pist forsvundet, da de nåede til de uhyggelige oplevelser i labyrinten.

"Det var godt I nåede ud i tide." brød Mads ind. "Månen er ond i aften, og den labyrint er ikke noget rart sted at være om natten." De prøvede at få ham til at uddybe, hvad han mente, men det ville han ikke. Han takkede istedet for i aften, og gik i seng. "Han er da en smule halvspøjs, ham der," Mikkelsen kørte en finger rundt ved siden af hovedet.

"Nej, nu skal I bare høre, hvad vi har lavet, mens I har fjollet rundt," begyndte Anne Louise. Thomas skulle lige til at protestere, men et velanbragt spark fra Dan, fik ham til at ombestemme sig. "Jo, altså vi fandt jo ud af..." Og så fortalte Anne Louise drengene, der lyttede med store øjne, alt, hvad pigerne havde fundet ud af.
 
Hvad er det, der får René til at besvime? Hvorfor er alle de uforklarlige ting karrygule? Hvorfor kan Thomas ikke følge med de andre, når han har løbetrænet i hele december? Er Thomas lun på Eddine? Hvad ved Mads? Hvordan reagerer drengene på pigernes opdagelse? Og vågner René op igen? Følg med igen i morgen...