Aniston

Interview: Haute couture-designer David Andersen

Om den kommende AW14-kollektion, David Andersen for Egetæpper og meget mere.

Foto: Aniston.dk - Interview: Haute couture-designer David Andersen Foto: Aniston.dk
Efter David Andersens modeshow under Københavns modeuge mødte vi den danske haute couture-designer med evigt troskab til det forførende og sorte univers. Denne gang til en snak om hans kommende AW14-kollektion, som blev vist under modeugen, og det bæredygtige samarbejde med Egetæpper samt hans evige kærlighed til farven sort og historien om ham selv som den mandlige udgave af Stieg Larsons Lisbeth Salander. 

Du har netop fremvist din seneste efterår- og vinterkollektion, som bl.a. indeholdte enkelte kreationer fra dit nye samarbejde med det danske tæppemærke Ege. Hvis du selv skal beskrive dit show, hvordan syntes du så, at det forløb? Og hvor kom inspirationen fra til denne kollektion?

"Jeg synes egentlig, at det forløb rigtig godt, og at jeg fik omdannet City Hall (Københavns Rådhus, red.) til noget personligt, unikt og præsentabelt. Og showet forløb rigtig fint. Så jeg er ganske godt tilfreds."

"Skulle jeg nævne noget negativt, og det må man godt som designer, så skulle det være, at makeuppen og lyset ikke fungerede helt i samspil. Modellerne blev en anelse for blege, og det var ikke meningen. Så det skal vi blive bedre til at rette på inden showets start. Desværre arbejdede vi mod tiden denne gang og var en anelse presset."


"Inspirationen til denne kollektion har jeg fundet hos den danske kunstner og keramiker Bjørn Wiinblad, som bl.a. lavede kostumedesign og nogle helt unikke illustrationer, tegninger og porcelænsfigurer i 70'erne. Netop disse illustrationer og nogle af hans porcelænsfigurer, som både var sjove, skæve, humoristiske, alvorlige og seriøse på samme tid, er den grundlæggende inspiration for min AW14-kollektion. Den er også både sjov, humoristisk, skæv og alvorlig og seriøs, som Bjørn Wiinblads figurer var."
ANNONCE
Foto: Aniston.dk - Interview: Haute couture-designer David Andersen Foto: Aniston.dk

I de tidligere interviews, vi har lavet, har du bl.a. udtalt:  

"Sort er generelt nemt at forholde sig til, nemt at kombinere, og det klæder alle! Jeg ser tingene som sort eller hvidt. Det er enten eller - der er ingen mellemting."

"Sort er stramt! Det går aldrig af mode. Sort er nemt at gå til, man kan bruge det til alt, og det er basis. Ikke at jeg kun går efter at lave basis, men basis kan godt være fedt!"


Hvorfor er den sorte farve altid en dominerende del af dine kollektioner? Gælder dine tidligere udsagn stadig?

"Jeg er meget sort i mine kollektioner, fordi jeg ikke altid går efter sæsonens farver som den endegyldige fokus. Sort er der altid, og det er en bæredygtig farve." 

"Mit show med Egetæpper som samarbejdspartner var også bæredygtigt. Jeg er ikke hellig, når det kommer til bæredygtighed, men vi skal alle sammen gøre noget og gerne tænke bredt i den sammenhæng. Gulvtæpper har i mange år ikke været en del af folks stuer, og mange tænker ikke på tæpper som værende bæredygtige, men det kommer igen. Og Egetæpper er faktisk lige blevet kåret som et af de mest bæredygtige mærker i verden. Derfor har jeg valgt et samarbejde med netop det danske tæppemærke Ege. Og b
æredygtig beklædning behøver ikke være kedeligt, det kan også være spændende!"

"Så ja, mine udtalelser omkring farven sort gælder stadig."

ANNONCE
Foto: Aniston.dk - Interview: Haute couture-designer David Andersen Foto: Aniston.dk

Hvor er David Andersen på vej hen nu? Er der et nyt samarbejde under opsejling, som du vil løfte sløret for?

"Det næste skridt er den nye kollektion (SS15). Jeg har mange kreative tanker og processer i gang, som jeg dog endnu ikke vil løfte sløret for. Det nyeste er et samarbejde med HH Simonsen, som indebærer en David Andersen for HH Simonsen-kollektion, der indeholder et glattejern, krøllejern og andre stylingsprodukter. En del af disse produkter var også med i min goodiebag ved showet, og de er snart i handlen."

Sidste spørgsmål. Er David Andersen stadigvæk den mandlige udgave af Stieg Larsons Lisbeth Salander? 

"Ja, det er jeg helt klart! Og det er grundlæggende, fordi jeg rejser mig altid igen! Og derfor er dette latinske udtryk blevet en del af mig: "Nil illegitimi carborundum", som betyder "Don't let the bastards get you down" eller direkte oversat "Lad ikke bastarderne ødelægge dig!" Hvilket grundlæggende vil sige, at man ikke skal lade sig kue eller stoppe af modstandere!"


Se evt. flere billeder af David Andersens efterår- og vinterkollektion i galleriet.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce