Hvorfor skal der være så mange gode hudvenlige produkter?!



2. marts, 2017 - kl. 06:00
Forfatter: Conni Lagergreen Schmidt


Synes godt om Aniston.dk

Del artiklen


66 hudvenlige produkter. Det er rundt regnet så mange produkter, som jeg pt er ved at teste som en del af min dommertjans ved årets AllergyAwards i London (du kan læse mere om den del her.)

Faktisk er det jo peanuts i det store hele. For der er i alt 86 produkter, der er indstillet til priserne i år, når det går løs med den store vidensdag om allergi og allergifremkaldende stoffer samt prisuddeling i London i april.

Men det er stadig mange! Virkeligt mange!

Hvis man ser tilbage på dengang, jeg begyndte at interessere mig for hudpleje og makeup, så er der virkeligt sket meget. 

Dengang var hudvenlige produkter noget, man fandt i kedelige hvide tuber på nederste hylde i supermarkedet eller på apoteket.

Tuberne var fyldt med creme, som næsten ikke var til at presse ud og som duftede lidt mærkeligt. Det var usexede produkter, der ikke på nogen måde tiltalte nogen, men som der var allergikertyper, der var nødt til at bruge. 

Faktisk var der ikke meget sjov at hente i hudplejeverdenen for dem, der ikke kunne tåle andet, og man forstår egentligt godt, hvis de var lidt ekstra trætte af at have den ene eller anden allergi.

Hvis vi dog spoler frem til nutiden, så er det jo et slaraffenland af utroligt lækre, indbydende og virkeligt gode produkter, jeg pt er ved at teste!

Der er ikke noget Helse-Else eller sur fed creme i grim tube over dem. Og de vil til enhver tid appelere til kunderne - også alle dem, som egentligt ikke er så bevidste om, hvad der er allergifremkaldende, og hvad der ikke er, men som bare gerne vil have nogle gode produkter, der virker. Og det er jo det, et hudpleje- eller makeupprodukt i sidste ende handler om for mange af os.

Jeg er virkeligt imponeret over, hvad der er sket i den kategori over de senere år, og jeg har stor respekt for, at der er så mange i skønhedsindustrien, der efterhånden lægger en god del ekstra arbejde og budgetter i at udvikle produkter, som rent faktisk ikke vil fremkalde allergier. 

Det eneste problem, som jeg kan se i denne udvikling, er, at jeg lige nu skal vurdere hele 66 produkter, som på hver deres måde bare fungerer! Og jeg skal sortere hele 61 produkter fra, som ikke skal have points, idet jeg blot kan afgive points til fem produkter, som jeg vurderer som bedst.

Indtil videre er jeg stadig i processen med overhovedet at få prøvet alle produkterne ordenligt af. Så det er ikke helt alle, jeg har fået rigtigt gang i endnu.

Fx er solcremerne fra Rudolph Care endnu ikke kommet i brug, fordi det er svært at teste solcremer ordenligt i gråvejr og regn. Men jeg satser på nogle solstrejf i næste uge, hvor jeg forlader landet, så der kan de komme på prøve.

De fleste af de hudvenlige produkter har dog allerede været i brug til ansigt, krop, negle, vasketøjet, toilettet og naturligvis på barnet, som hjælper mig med bl.a. at teste Tryllevask fra Cool-Kidz, flere af cremerne samt Derma Eco Woman kropsolie, fordi han er et lille tørt monster, der elsker at blive smurt ind i olie fra top til tå efter badet.

Alle produkterne, jeg tester, er naturligvis på forhånd testet af AllergyCertifieds toksikologer, som har vurderet, at de produkter, der er stillet op til prisuddelingen, ikke indeholder stoffer eller mængder af stoffer, som kan være allergifremkaldende.

Alle de 86 produkter, der altså er nomineret til AllergyAward er med andre ord produkter, som man kan bruge med ro i maven. Det samme gælder i øvrigt de produkter, som allerede er certificeret fra AllergyCertified, som er en international mærkning, som du, i modsætning til mange af de danske mærkninger, kan finde overalt i verden.

På et eller andet tidspunkt skal jeg naturligvis nok poste listen over specifikke produkter, der er nomineret til AllergyAward 2017, og vinderne skal jeg også nok offentliggøre efter mit visit i London.

Lige nu har jeg dog rigeligt at se til med produkter, der er linet op ved siden af toilettet, i badet, i køkkenet og overalt i det lille hjem. Nej, jeg kan ikke gøre noget halvt, men det er også meget sjovere at gøre tingene helhjertet. Og jeg får så meget igen fra de lækre produkter.

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Conni Lagergreen SchmidtFølg på:Instagram

Vil du skrive for os?

Relaterede artikler
Synes godt om aniston.dkDel artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen