Hjemmehjælper, og hvad så?

Okay, en del af mit arbejde består af at tørre gamle Fru Hansen i måsen, fordi hun ikke selv kan, men her er forskellen mellem en pædagog og mig ikke stor: det der kommer ud af de små børn, er ikke meget anderledes, end, hvad der kommer fra de gamle, derudover går de begge med ble.

Børn kan ikke gøre for det, det kan de gamle heller ikke! Og nej, det er da ikke lækkert, men det er sådan en lille del af det arbejde jeg, og andre hjemmehjælpere, sosuére og sygeplejersker laver.

Nogen skal jo gøre det!

Vi passer Fru Hansen, måske hun er din mormor, fordi du ikke gør det! Og, hvis ikke vi gjorde det, ville mange mennesker i dag have det rigtig elendigt. I medierne høre man tit om de grusomme historier, hvor en ældre er glemt på toilettet, magtmisbrug og så videre. Men historierne om de mennesker som, hverdag står trofast op for at hjælpe andre, uden noget videre i løn, stor risiko for arbejdes skader (fysiske som psykiske), høre man ikke om.

Det er derfor, jeg vælger at sende en opsang ud til de mennesker, som mener, at vi i hjemmeplejen er dumme og ikke kan blive til andet. Måske kan det hjælpe til, at de mennesker får et anderledes syn på tingene.

Sandheden er, at der sker ting, som ikke burde ske, når ens arbejde består i at hjælpe andre, og nogle af disse ting er da også utilgivelige. Men at Hr og Fru Hansen kun kan komme i bad 1 - 2 gange om ugen, er en klagesang, som skal synges for de mennesker, som sidder over os.

Vi kan ikke strejke, gør vi dette, hvem hjælper så Fru Olsen med sin livsvigtige medicin - eller bare at komme op af sengen?

Vi som arbejder inde for denne sektor får rent faktisk en uddannelse, og ja, den er kort, men det ændre ikke på, at der stadig er mange ting at lære. I vores daglige arbejde møder vi død og sygdom, ensomhed og ulykke.

Vi skal, på et skoleophold på lidt over et år, lære at tackle dette, vi skal lære at snakke med andre mennesker om, hvordan de vil dø og hvor vi skal lære, at når vi har passet det samme menneske næsten, hver dag i måske flere år, pludselig går bort, ikke at tage det nært.

Dertil skal vi lære om
Død på den anden side af døren

Jeg bliver rasende, når jeg høre andre omtale vores arbejde som barnemad, eller latterliggøre det, fordi det rent faktisk tit er mennesker, som ikke aner, hvad de snakker om. Men de rammer en nerve alligevel.

Forestil jer at finde et andet menneske død, måske er han eller hun faldet, måske blot sovet ind, dette er ting, vi skal forberede os på hver dag. Okay, vi har ikke en høj videregående uddannelse, men vi lære om livet, og vi lære om mennesker.

Og vi gør et godt stykke arbejde (de fleste gør i hvert fald) Og ja, at tørre røv er en del af det. Der til skal det lige siges at vi egentlig ikke kun passer ældre, men også mennesker som er så syge at de intet selv kan længere, mennesker som kan være 30, lige som de kan være 89. eller mennesker som har været ude for en ulykke, og har behov for midlertidig hjælp.

Fordomme kommer af uvidenhed, så frem for at dømme og vrænge næse af os, så spørg ind til, hvad vi laver. Vi er også mennesker, og har behov for anerkendelse. Vi arbejder under en bunke af regler og love, faglig viden og tit rigtig dårlig arbejdesmiljø. Men vi arbejder også under en samvittighed, og har ikke behov for at blive kendt som værende dumme. Eller røv-tørrer!

Denne artikel er ikke et forsøg på at romantisere et arbejde, som kan være rigtig kedeligt, eller for at hæve mig og andre inde for dette fag over andre. Det er alene af den begrundelse, at ingen bryder sig om at blive set ned

på, og ingen fortjener at blive grint af, blot fordi penge ikke er alt.