Forelskelsens fysiske påvirkning af individet

De fleste forbinder forelskelse med forår - Alt blomstrer op og fuglene kvidrer, dagene bliver længere og luften varmere.



10. oktober, 2013 - kl. 09:00
Forfatter:


Synes godt om Aniston.dk

Del artiklen

De fleste tror det er en myte. Men den er god nok. Ikke nok med at der sker en ændring i knoglekirtlens frigivelse af hormon, når vi går mod lysere tider. Foråret påvirker også vores energi- og aktivitetsniveau.

Vi ved, at man bliver lettere forelsket i folk, der viser handling, smil og imødekommenhed.

Det er sværere at blive forelsket i en, der sidder depressiv under et tæppe i en vinterkold hytte og gemmer sig.

Lyset har en central rolle. Men vores handlinger spiller også ind.

Det er også afgørende, at vores energi- og aktivitetsniveau i Norden afhænger mere af årstiderne, end i lande tættere på Ækvator. 

Dette er dog ikke den eneste faktor, der spiller ind, når vi møder vores fremtidige partner.

Hvis man tager de fysiske parametre og hjernens reaktionsmønster, når man etablerer kontakt til en ny (evt.) elsker, kan hele processen deles op i fem trin.

1. Det første møde
Allerede ved det første møde tjekker vi hinandens gener ud for at finde ud af, om der er grundlag for en genetisk videreførelse. Ved første øjenkontakt frigives der allerede stoffer, der stimulerer den del af hjernen, der kontrollerer visuelle reflekser og udløser et signalstof. I dette tilfælde dopamin, der giver motivationen til at optage den første kontakt.

Ved første tilnærmelse øges den seksuelle tiltrækning. Hypothalamus frigiver kemiske stoffer, der får pupillerne til at udvide sig, hjertet til at banke hurtigere, og man begynder at svede. Alt imens den andens udseende bedømmes og afmåles. Alder, forholdet mellem hoftevidde og livvidde, ser hun sund ud, har hun tilstrækkelige fedtreserver. Med andre ord: Er hun i stand til at føde børn.

Kvinder reagerer også på tilnærmelsen fra manden. Hans kønsrelaterede duftstoffer - feromoner - når hendes næse og sætter dermed hendes hypothalamus på arbejde. Ubevidst tjekker hun hans genetiske sammensætning for at sikre sig, at de passer til hendes egne, så de kan få gode sunde børn sammen. Hans fremtoning og udseende spiller naturligvis også en rolle.

2. Det første kys
Der ligger mere end ren poesi bag, at øjnene skulle være sjælens spejl. Når to øjne mødes skabes et forbindelsesled mellem de to menneskers orbifrontale områder, der er særligt følsomme for indtryk, man modtager, når man befinder sig ansigt til ansigt. Øjnene er med andre ord afgørende for, om man kan genkende hinandens følelsesmæssige tilstand.

Dette område i hjernen forbindes via neuroner med hjernens tre overordnede områder: Cortex (tænkende hjerne), amygdala (følelsesmæssige reaktioner) og hjernestammen også kaldet krybdyrhjernen.

Denne tætte forbindelse fremmer den umiddelbare koordinering af tanke, følelse og handling, men selve kysset har også en anden effekt.

Fra kirtlerne omkring munden afgives feromoner, der kan fortælle de kyssende, om de rent genetisk passer sammen. I hjernen sætter kysset gang i en hel kaskade af hormoner og signalstoffer. Bl.a. oxytocin, der også kendes som bondingsmolekylet. Ligesom endorfin (smertestillende) og dopamin niveauet samt mængden af kønshormoner stiger.

Hjerterytmen stiger, kinderne bliver røde, og vejrtrækningen øges. Den første hede forelskelsesfase varer et par uger til måneder.
Foto: iStockphoto
3. Forelskelsen
Hormoner og signalstoffer skaber forelskelse.

Mængden af bl.a. dopamin, serotonin og norepinephrine, der alle stimulerer hjernens belønningscenter og skaber intens lykkefølelse, stiger.

De påvirker kroppen, så hjerterytmen øges. Man taber appetitten, får svært ved at sove samt en følelse af intens ophidselse.

Forskning peger imod, at forelskede par har samme afhængighed af hinanden, som en stofmisbruger har til opium.

En del af fornøjelsen ved tilknytning til andre mennesker har tilsyneladende at gøre med de nervebaner, der også påvirkes af heroin og andre afhængighedsskabende stoffer. Men modsat stofmisbruget, der kan være umuligt at komme ud af, er det ganske sikkert, at den forelskelse, man oplever i starten af et forhold, ophører efter en periode.

Efter 1½ - 3 mdr opstår en afmatning i forholdet, dette sker, fordi hjernen tilvænnes den kemiske coctail, som forelskelsen skaber. Ligesom ved afhængighed af stoffer kræver hjernen mere, men på et tidspunkt bliver produktionen så lav, at der opstår gnidninger. Denne fase varer op til 3 år.

4. Samhørighed - det længerevarende forhold
Når den første forelskelse er ovre, og hverdagen starter er samhørighedsfølelsen vigtig for at få forholdet til at leve mere end 2-3 år.

Her spiller sex en betydelig rolle. I hjernens subkortikale områder, som for øvrigt ligger langt fra den resonerende hjernes placering, findes de strukturer, der har med sex at gøre.

Da disse lavereliggende nervebaner styrer os med en uimodståelig kraft, bryder vi os mindre og mindre om hjernens rationelle råd. Ligegyldighed omkring basale ting som at tømme opvaskemaskinen eller komme på arbejde til tiden.

Når et par kæler og har sex frigives bl.a. hormonet oxytocin - især under orgasmen. Oxytocin kaldes populært “bondingsmolekylet”, fordi et højt niveau skaber stærkere og bedre kontakt til andre.

Dette hormon er også kendt for at give udslag i, at folk føler større tryghed i ens nærvær. Et andet hormon - vasopression - populært kaldet “monogamihormonet" har også betydning.

5. Når vi vokser fra hinanden
Hvordan tab og kærestesorger opleves kan variere fra fuldkommen afklarethed til depression, men i de fleste tilfælde vil et tab være en stressfaktor for både hjerne og krop.

Stress sætter gang i ændringer i kroppens autonome nervesystem, som styrer mange af kroppens organsystemer bl.a. hjerte-kar systemet, der i den forbindelse kan relatere til udtrykket “hjertesmerter” eller “hjertesorger”, da et menneske med kærestesorger kan opleve konstant hjertebanken - ligesom i forelskelsesfasen.

Der dannes også en række hormoner i processen - bl.a. cortison - der i store mængder kan være skadelige for hjernen. Når man oplever stress over en længere periode, bliver hjernecellerne beskadiget, og man kan risikere, alt afhængig af stressens omfang, at forværre hjernefunktionen, så man for eksempel kan risikere at få dårligere hukommelse. MEN når stressen forsvinder, vender hjernens tilstand som regel tilbage til det normale.
Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Følg på:

Vil du skrive for os?

Synes godt om aniston.dk Del artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen