Et sexoffers skamfulde lyst

Historien er fiktion. Den stammer fra min seneste roman, "Marcipansøstre". Men historien er desværre også sand. Den er baseret på research i en virkelighed, hvor forældre kan gå hen og blive et ungt sexoffers værste fjender.

Kun ordet: forfærdeligt
"Jeg vidste ikke, at det var forkert", sagde en kvinde, Josephine, til mig, da hun fortalte om seksuelle grænseoverskridelser, som hun havde oplevet som barn.

"Jeg kunne ikke så godt lide, at det skulle holdes hemmeligt, men meget af det syntes jeg var spændende. Rart, faktisk. Jeg syntes også, at manden var flink". Hun fik at vide, at det var forfærdeligt. "Og det var det jo også", sagde Josephine til mig. "Det var jo imod loven".

Men da hun først var offer, var der kun plads til dette ord - forfærdeligt - slet ikke plads til de andre følelser hun også havde. Hun havde dårlig samvittighed over for krænkeren og ønskede ikke, at han skulle straffes, men det kunne hun ikke sige til nogen.

De tabubelagte følelser
Hun turde ikke forsøge at forsvare ham, fordi alle bare sagde "forfærdeligt" igen og igen, - og hun havde pinefuldt dårlig samvittighed ved at tie. Josephine kunne ikke tale med nogen om sine følelser. Hverken den dårlige samvittighed eller sympatien for manden. Slet ikke lysten, som også havde været til stede nogle gange. Omgivelserne ville ikke vide af det. Forældrene sagde, at hun ikke vidste, hvad hun talte om; terapeuter talte senere til hende om Stockholm-syndrom og Patricia Hearst.

Hun gik helt alene med en viden om, at hun havde følt en eller anden form for seksuel lyst, og en eller anden form for menneskelig glæde, som på grund af hendes og mandens alder og landets love var fuldstændigt tabu. Josephine kom til at lide under denne skam og massive offergørelse - og en deraf følgende isolation - gennem hele sin voksentilværelse. Hun kom til at føle sig selv og især sin lyst og sin sympati - i alle senere sammenhænge - forbudt.

Når du fordømmer det, bliver jeg ramt
Nogle ofre for såkaldt "milde sexkrænkelser" (uden vold og trusler) er ramt på andre måder end Josephine. Nogle er - som min romans Eva - ambivalente hele vejen igennem.

De er bange og væmmes, har kun nogle gange følelser af en vis lyst. Eller de væmmes og skræmmes af alt det seksuelle, men finder alligevel krænkeren sympatisk på andre måder.

Men fælles for dem er en følelse af isolation bagefter. Ingen vil høre, ingen forstår. Hvad kan vi som pårørende eller venner til en Josephine eller en Eva gøre? Vi kan først og fremmest lytte. Give beretningen rum. Vi kan af al magt forsøge at sætte os i Josephines eller Evas sted og forstå, at de ikke har brug for vores fordømmelse. De har brug for, at vi respekterer deres følelser som autentiske og gyldige.

Som det hårdt ramte incestoffer, Nanna, siger i Tine Brylds bog: "Ikke en engel": "Når andre forarges over det skete, rammer forargelsen mig. Når I siger noget dårligt om det, siger I også noget dårligt om mig". Lad os huske det. Så kan vi måske gøre en forskel.

---

Ane-Marie Kjeldberg er forfatter, tekstrådgiver, freelancejournalist og ekstern redaktør. Hun er netop udkommet med sin tredje roman, Marcipansøstre, en bog om mindreårig seksualitet, voksnes grænseoverskridelse og ansvarspersoners angst.

Læs mere om Ane-Marie Kjeldberg her