Sammen med en kammerat diskuterede jeg for nogen tid siden, hvilke betydningsfulde personligheder vi kunne have lyst til at tilbringe en dag sammen med – levende eller døde.

Personligt var jeg ikke i tvivl, og jeg valgte Dirch Passer, da han for mig udgør én af de største danske kulturskatte.

Det er med en vis ærefrygt, når jeg gentagne gange gennemsøger sider som youtube for at genopleve den kreative drivkraft, der var Dirch Passer - man sidder altid tilbage med en evig undren om, hvordan denne elskelige skikkelse formåede at fange alles hjerter.

Nikolaj Lie Kaas gør det umulige
Det var med en vis skepsis, da jeg besluttede mig for at se ”Dirch”, men jeg forstod hurtigt, at dette var en anden type film.

Vi kender ham nok mest fra de mange danske film/lystspil, og ej at forglemme, de årlige præstationer i Circus Revyen, og filmen viser også indslag som; ”Hoppegyngen”, ”Den Russiske Klovn” og ”Fingernummeret”, men dette som sidegevinst, i en meget dyb og rørende personskildring.

Man begynder undervejs at stille spørgsmålet; hvem var Dirch Passer egentlig?

Hvem havde troet, at Nikolaj Lie Kaas, eller nogen for den sags skyld, kunne være i stand til at portrættere en skikkelse som Dirch Passer?

Men det er lige præci,s hvad Kaas gør, og til en sådan grad, at det er synligt helt ned til den mindste bevægelse.

Naturligvis er der et toneleje, der ikke helt nås, men da dette virker som forhindring, der er accepteret af folkene i og bag filmen, fanger Kaas essensen af Passer ved sin udtale. Her skal denne skuespiller især have ros for gengivelsen af Dirchs sproglige kompetencer, og improvisatoriske overlegenhed – en meget rørende detalje i filmen.

I det hele taget er det som at se manden selv, og dette må skyldes en grundpræmis, der gør, at man i produktionsfasen ikke synes at have indgået nogen former for kompromis.

Skildringen af Dirch er gjort med respekt, hvilket han også fortjener, og det er som om, at man har sagt alt eller intet. Nikolaj Lie Kaas går ”all in”, og fortjener en pris for denne præstation.

Danmarks Marlon Brando
Filmen gør meget i beskrivelsen af det nære forhold, der var mellem Dirch Passer og Keld Petersen, og den viser også kendte numre som ”Tømmerflåden”.

Her introduceres man også til de mange øvrige stjerner, hvis liv har været påvirket af dette elskelige menneske. Måden dette gøres på, bære også præg af filmens personlige dybde. Man hører for eksempel på intet tidspunkt folk blive kaldt ved deres fulde navn, og på fornavne basis, må man således indleve sig yderligere, og benytte den kendskab man har til dansk film og dets skuespillere.

”Dirch” fortæller en historie, som vi alle har godt af at høre.

Den beskriver kærligheden og passionen til scenen, og de komplikationer der opstår mellem store egoer og ikke mindst, når disse, stilles overfor så sjældne naturtalenter, der bryder alle barrierer.

Den fokuserer også på en særlig angst, der opstår, idet man føler sig fanget i noget man inderst inde ikke har lyst til. Det er tit er blevet fortalt, at Dirch Passer ikke brød sig om at være sjov, og med det sagt, ser jeg her en lighed med den store amerikanske skuespiller Marlon Brando, som også følte sig fanget og begrænset af sit talent - i hvert fald har vi at gøre med et format udover det sædvanlige.

Uden at afsløre for meget, vil jeg runde af ved at sige, at denne film, for mig, var en meget rørende og følelsesmæssig oplevelse, der kun kan anbefales.

Skal der laves en biografisk film over en kendt dansker, er det klart Dirch Passer, der fortjener det mest – og gjort i dette tilfælde, med en æstetisk kompetence, der gør, at denne film, løfter dansk film mod nye højder.

Fuldstændig fantastisk!


”Dirch” har premiere d. 25. august 2011