Aniston

Din mor-manual

Manualen til dig, der næsten eller kun lige har født!

5 ud af 6 stjerner
A
Din mor-manual
lle nybagte mødre har stået der - med mørbanket krop, et svulmende stolt moderhjerte og hovedet fyldt med tvivl og forvirrende tanker.

Den første tid melder spørgsmålet sig flere gange dagligt: 'Hvorfor er der ikke nogen, der har sagt, at det ville være sådan her?'. Og det er netop det "Din komplette, helt uundværlige, stærkt beroligende og vældig vigtige mor-manual" vil gøre: Sige det, som det er!

Dig og kun dig
Når du er nybagt mor handler alt pludselig om baby og intet om dig.

Bogen her er lige omvendt; den handler KUN om dig - og om alt det nye, der sker med dig, med din krop og ikke mindst: med dine sindssygt mange hormoner.

Den er skrevet af en kvinde, der ved, hvad hun taler om; som selv har stået der i nattøj kl. 16 og undret sig over, hvor dagen (og natten!) lige blev af.

Mødre og andre eksperter byder ind
Mor-manualen er fyldt med råd til at manøvrere i den nye rolle og indeholder desuden masser af tips til, hvad man stiller op med de mange nye udfordringer.

Læs blandt andet om parforholdet, barslen, amningen (eller flasken), efter-fødsels-kroppen, de nye kolleger i mødregruppen, karrieren og forholdet til de nybagte bedsteforældre.

Hvert kapitel er fyldt med anbefalinger fra eksperter på områderne - fagfolk, der til daglig beskæftiger sig med alle de vidunderlige, vanskelige oplevelser, der følger med verdens bedste job: At være mor!
 
Bogen er en turistguide til et land, mange vil opleve som fremmed og eksotisk - og slet ikke, hvad de havde forventet! Den indeholder også sjove og bevægende betragtninger over morrollen, lange lister over ting, man gerne ville have vidst - inden fødslen! - ligesom der er masser af indrømmelser fra (andre) uperfekte mødre.
 
Tine Tholander er journalist på Jyllands-Posten og mor til Ellen på 2 år. Tine har skrevet den bog, hun selv manglede som nybagt mor: En ærlig og brugbar guide til alle de mødre, der er nye i jobbet!

Sjov nok og oplysende nok, hvis du er HELT nybagt
"Din komplette, helt uundværlige, stærkt beroligende og fuldstændig ærlige mor-manual" er ganske underholdende, men måske også en smule overstadig.

Den er ærlig, og det er rart, men derudover byder den ikke på så meget nyt under solen, hvis man har læst lignende "barseldagbøger" a'la eksempelvis Julia Lahmes "Hvor lagde jeg babyen", som i øvrigt er langt mere underholdende end denne "mor-manual".

Manualen svinger lidt mellem at være en dagbog og en selvhjælpsbog, og det fungerer ikke 100 %. Men hvis du står og er på nippet til at føde eller netop har født, så kan du helt sikkert sagtens få noget ud af denne bog.

Er du dog, som jeg, ikke helt så nybagt men et lille år inde i moderskabet, vil du sikkert ikke kunne drage så meget nytte af den. Og bogen er nok heller ikke tiltænkt dig.

Jeg syntes i hvert tilfælde ikke, den bød på noget nyt og revolutionerende i forhold til, hvad jeg selv havde oplevet med moderskabet - på godt og ondt. Men alligevel var den værd at læse, bare for at kunne sige, at: Sådan havde jeg det også!

"Din komplette, helt uundværlige, stærkt beroligende og fuldstændig ærlige mor-manual" er skrevet af Tine Tholander og udgivet af Gad.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce