Jeg er en meget ulykkelig fyr på 38.
Jeg er ulykkelig, dels fordi min kæreste, uden nogen egentlig grund, slog op med mig.
Det eneste hun sagde var, "at hun ikke mente vi passede sammen mere"...
Det er så den samme pige som flere gange har udtalt, at hun var meget forelsket i mig...
Vi mødtes på en dating side, d.15 juni 09, hvor jeg sad og kiggede profiler igennem.
Pludselig poppede der en ny op. Der var hun måske.
34 år, 2 børn, ville ikke have flere, var studerende osv...
Hun boede ca 70 km fra mig, syd for København.
Hun havde i starten ingen billeder på, men hendes tekst fangede mig med det samme...
Hende skriver jeg sgu til, tænkte jeg.
Efter lidt tid, kom der så billeder på...
Vi chattede lidt på msn og efter 7-8 dage aftalte vi at mødes hos hende.
Vi fandt hurtigt ud af, at vi begge 2 havde "spøgelser" i skabet, i form af ulykkelig kærlighed.
Jeg havde noget tid forinden haft et kortvarigt forhold til en sød pige, men hun stoppede det hurtigt...
Og det samme havde min eks, dog lidt længere og dybere.
Men vi fandt osse ud af, at vi faktisk kunne snakke om alt.
Osse vores "spøgelser"...
Jeg kom mig dog hurtigt over mit "spøgelse" og troede faktisk at min eks gjorde det samme...
Der tog jeg dog fejl, for efter vi havde været kærester i godt en måned, skrev hun til mig, at han, via sms, havde kontaktet hende, igen og at hun var i syv sind om hvad hun skulle gøre...
Jeg forstod hende godt, for det kunne jo have været mit "spøgelse" der dukkede op igen...
Men hvad jeg så ikke vidste dengang, men ved nu, var at det faktisk var hende der tog kontakten med ham, og at de et par dage inden hun skrev til mig, havde været sammen.
Altså, for mig at se, var hun mig utro...
Og igennem de 8 dejlige måneder vi fik sammen, har hun 5 gange, haft brug for en pause, til at tænke over tingene...
Jeg har jo så tænkt mit, har han så været "på besøg" igen og igen eller hvad???
Jeg har prøvet at snakke med hende om det, men hun er tavs som graven...
Jeg ved at vi er "soulmates" og at vi er hinandens skæbne, men...
Tilgivelse...
Det er jeg sgu lidt delt...
For selvom jeg elsker hende over alt på jorden og aldrig, gentager ALDRIG har været så forelsket før, så er det jo pludselig blevet et spørgsmål om tillid.
Jalousi er da osse inde over det, men det synes jeg jo at jeg er berettiget til at være???
Og jeg ved fra andre "episoder" i vores forhold, at det er/var hun osse.
Jeg skal måske nævne at vi ikke boede sammen og at jeg var hjemme og passe mine børn ind imellem og at hun gav udtryk for at hun var meget jaloux, når jeg ikke var hos hende. Og at den følelse havde hun ikke haft siden teenage-tiden...
Hvad det betyder, kan jeg jo kun gisne om.
Men det lyder for mig, som om hun var meget forelsket i mig...?
Det gjorde det så ikke nemmere, mht jalousi, at hun flyttede til det syd fynsk ø-hav mellem jul og nytår.
Jeg var selvfølgelig med til at rykke hende derover og vi var faktisk ude og kigge på hus sammen.
Både som lejebolig og som ejer...
Men økonomien stoppede det projekt...Desværre
Men nok om det.
Mit eller mine spørgsmål er....
Utroskab - definér hvornår det er utroskab.
Og hvor meget skal man tilgive...
Og hvad skal/kan hun gøre for at vinde min tillid tilbage. (hvis der er noget hun kan gøre...)???
Hilsen den ulykkelige Benny Bomstærk
