Ortoreksi

Når sundhed bliver en usund besættelse
 
 
Jeg har en historie jeg godt kunne tænke mig fortælle. Ikke fordi jeg synes den er vildt spændende, men fordi jeg håber, at den kan hjælpe andre der er i samme situation, som jeg var. Mit højeste ønske er, at kunne trække tiden tilbage, så de sidste 4 år slet ikke var sket. Men det kan jeg ikke. Men mit næsthøjeste ønske er, at kunne hjælpe andre til ikke at komme så langt ud at svømme, som jeg var.
 
For jeg ved, at rigtig mange, specielt unge piger, står i samme situation som jeg gjorde. Hvis jeg kan være med til at rede et liv, har det været min egen kamp værdi. Så læs dette og tænk over hvad samfundet kan gøre bedre i fremtiden for at hjælpe psykisk syge på en bedre måde.
 
Jeg udviklede for ca. 4 år siden en meget alvorlig spiseforstyrrelse, ortoreksi. Jeg tabte 15 kilo på under et år. Så jeg gik altså fra at være en flot ung pige på 53 kilo til at være en svag og ulykkelig pige på 38 kilo. Det var her, at mine forældre første gang viste deres styrke ved at tvinge mig i behandling. De kunne jo godt se, at jeg var døden nær og at jeg havde brug for hjælp. Men de valgte at sige nej til indlæggelse og havde mig i stedet boende derhjemme, alt imens jeg gik i intensiv behandling for min spiseforstyrrelse. Efter en lang hård kamp blev jeg også selv stærkere, både psykisk og fysisk.
Jeg har altid været fascineret af at rejse og min største drøm var at komme til Asien. Selvom alle læger frarådede mig at rejse med denne fysiske svage tilstand, jeg stadig led under, fik mine forældre min drøm til at gå i opfyldelse. De bakkede nemlig op om min beslutning om at rejse til Nepal i et halvt år. Når jeg ser tilbage på denne rejse, var det en enorm dumdristig rejse på dette tidspunkt, men samtidig ser jeg også de mest fantastiske forældre jeg kender. De hørte på mine drømme og vidste at det var det eneste, der kunne gøre mig lykkelig på det tidspunkt. De forstod, at det psykiske på dette tidspunkt var det vigtigste. Jeg skulle lytte til mine drømme og ikke lægernes fejlagtige bedømmelse.
 
Et halvt år efter kom jeg hjem i god behold og alle omkring mig i Danmark åndede selvfølgelig lettet op. Jeg var så stabil og så lykkelig, at jeg flyttede hjemmefra til København. Helt alene på egne ben - kæmpe succes. Dog varede denne lykke ikke længe! For ca. et år efter min hjemkomst udviklede jeg en voldsom depression og en masse angstanfald. Jeg blev så syg at jeg måtte flytte hjem til mine forældre igen – kæmpe nederlag. Jeg kontaktede selvfølgelig diverse læger i samarbejde med mine forældre, men forgæves. Jeg var jo ikke syg nok til den lukkede afdeling, men heller ikke rask nok til bare at gå i terapi en gang om ugen. Sundhedssystemet havde altså ikke hjælp til mig, da jeg hverken var syg nok til indlæggelse eller rask nok til at fungere med arbejde osv. Som der blev sagt: Jeg måtte klare mig selv og så skulle ”de her ungdomsfrustrationer” nok gå over! At være så syg uden at kunne få hjælp er ubeskriveligt hårdt og det gør kun situationen meget værre. Så i mange måneder kæmpede jeg sammen med mine forældre. Hver dag var fyldt med gråd, sorte huller, voldsomme krampe/angstanfald og rigtig mange besøg på den psykiske skadestue. Der er simpelthen ingen ord, der kan beskrive mine forældres styrke i denne tid. Den måde de håndterede og klarede vores ubehagelige situation på, var ubeskrivelig smukt og jeg glemmer det aldrig. Ligesom jeg heller aldrig glemmer turen i ambulancen med min mor, da jeg havde taget for mange piller. Hvis ikke min mor havde været hos mig, havde jeg ikke været her i dag. At se sin datter prøve at begå selvmord, må være det hårdeste en mor kan opleve. Derfor findes der heller ingen ord, der beskriver vores sorg, da jeg vågnede op mange timer efter ambulanceturen. Tårerne løb ned af vores kinder og vi vidste, at det aldrig skulle ske igen. Men heller ikke her så jeg nogen hjælp fra sundhedssystemet. Jeg blev sendt hjem samme dag, med beskeden; ”det kunne du ikke finde på at gøre igen vel?” Jeg var rasende og magtesløs! – Kunne de ikke se, at dette selvmordsforsøg var et råb om hjælp?! Det sidste jeg ønskede var jo at tage mit eget liv. Jeg råbte bare på hjælp.
 
Tiden gik og den smule terapi jeg gik til, hjalp slet ikke nok. Jeg fik flere og flere anfald og blev mere og mere deprimeret. En dag kunne jeg ikke klare mere og råbte på hjælp igen, også på den forkerte måde denne gang. Men denne gang slugte jeg ikke harmløse piller, men stærke angstdæmpende piller, som også beroliger hjertet. Dog var det meget livstruende i den mængde jeg slugte og hvis min mor ikke havde opdaget mig halvt bedøvet, var jeg her nok ikke i dag. Vi røg af sted med udrykning og jeg fik suget det hele ud. Dog skulle jeg ligge til overvågning på hjerteafdelingen nogle dage, for at sikre at intet var skadet yderligere. Jeg glemmer aldrig de dage, hvor jeg nu havde givet op. Jeg ville ikke begå selvmord, men orkede heller ikke at skrige mere på hjælp. Jeg var udmattet og klar til at give op. Endnu engang blev jeg bare sendt hjem fra hospitalet med beskeden om; ”pas nu på dig selv”.
Men nu var det nok for alle parter! – mine forældre slog hænderne i bordet og krævede ordentlig behandling lige nu og her. Og pludselig skete der noget, jeg fik tilbudt behandling og det startede et helt nyt kapitel; Jeg kom i intensiv behandling på Stolpegården i Gentofte og jeg begyndte langsomt at få det bedre. Efter et ophold på 10 uger var jeg klar til at flytte hjem til mig selv igen. Det var en lettelse, men samtidig også skræmmende at bo helt alene igen. Men jeg klarede det og tingene begyndte så småt at gå bedre og bedre. Jeg fortsatte i terapi nogle gange om ugen og begyndte på deltidsjob.
 
Der er nu gået snart 3 år og jeg betragter mig selv som psykisk stabil, ikke rask, men i kolossal bedring. I forhold til hvor skidt jeg har haft det, har jeg det jo helt fint nu. Men jeg ved også godt, at jeg stadig har meget at arbejde med og tager stadig en dag af gangen. Jeg har ofte dage, hvor tårerne løber og maden bliver min fjende. - Jeg føler altså stadig, at depressionen og spiseforstyrrelsen banker på døren nogle gange.
 
Sabina Højgaard