Dating-legen

Men næ nej, jeg skrev også sidst!
Det er hans tur!

Hvad er det for et dumt spil, man spiller, når man er vilde med hinanden?

Jeg tror, det er de færreste, der kan sige, at der ikke er bare lidt spil i datingkampen. Man vil så gerne vide, hvordan den anden har det med en, og man glæder sig til hver besked, opkald og møde. Man bliver varm indeni, når han skriver. Men man vil heller ikke virke desperat, usikker og for meget.

Hvis man kontakter personen hele tiden, som man egentligt har lyst til, er man bange for at skræmme ham væk. Men man vil også have, at han ved, at man er ude efter ham. Det skal bare ikke være for åbenlyst.

Man vil gerne høre fra ham tit og ofte, men et eller andet sted tænder det også lidt, at han virker lidt uopnåelig. Og hvis han kontakter en konstant, bliver det for meget.
Hvor er grænsen?

Hvis man bare kontakter hinanden konstant og er sammen hele tiden, vil det så stadig være ligeså spændende og dejligt? Eller skal den uopnåelighed være til stede? Lidt frygt, lidt usikkerhed og så er resten den sindssygdom, som forelskelse kan være.

I stedet for bare at nyde, at man er lidt småforelsket og svæve videre på sin lyserøde sky, så tænker man de der dumme ting: Gider han mig virkelig? Hvorfor ringer han ikke?
Selvom man normalvis har meget selvtillid, kan man pludselig pille sig selv ned.
Hvorfor?
Det er nok et spørgsmål om den usikkerhed, vi alle har liggende i os. Frygten for at blive afvist.
Er det en del af at være kvinde?

Der er også de kvinder, der bare springer ud i det. Hovedspring mod kærligheden. De lægger alle kortene på bordet, og så er det knald eller fald.
Men mange af os holder sig tilbage, holder kortene helt ind til os.
Vi driller hinanden, som man gjorde, da man var yngre og lidt vild med ham fra klassen, bare lidt mere voksent nu. Prikker skiftevis til hinanden og vil have reaktioner.

Er dating-legen god, dårlig eller overhovedet nødvendig?