Berlin Guide: Det skal du spise, drikke og opleve

Den ultimative guide til dig, der vil se andet end de typiske seværdigheder



5. oktober, 2017 - kl. 10:57
Forfatter: Simone Borup


Synes godt om Aniston.dk

Del artiklen

I sidste uge sad jeg og kedede mig lidt. Alle mine venner var begyndt på arbejde og studie igen, men eftersom mit studie først begyndte midt september, besluttede jeg mig for, at der skulle ske noget. Jeg undersøgte, hvor jeg billigt kunne rejse hen, og da jeg så, at jeg kunne komme med bus til Berlin for bare 149 kroner, var beslutningen hurtigt truffet - jeg skulle en tur til Berlin! Jeg har besøgt byen to gange før med største fornøjelse, og derfor har jeg også set de større seværdigheder. Denne tur skulle derfor i stedet være en hyggetur, hvor jeg bare lavede lige det, jeg havde lyst til. Jeg kontaktede en gammel studieveninde, som jeg skrev et projekt med for et par år siden, og som jeg faktisk ikke har snakket med siden, men som nu bor i Berlin. Jeg spurgte, om hun ville drikke en kop kaffe, når jeg kom til byen, og det ville hun gerne - faktisk var jeg så heldig, at hun tilbød, at jeg måtte sove ved hende hele ugen, hvilket passede helt perfekt. Så havde jeg dagene til at udforske byen alene, alt imens jeg kunne hænge ud med hende om aftenen. Jeg kan derfor af gode grunde heller ikke tippe om gode hoteller i Berlin, men mit indtryk er, at det er mulig at bo forholdsvis billigt - især hvis du vil bo ude i nogle af bydelene, hvilket jeg klart vil anbefale, men det kommer vi til. Hermed min guide til den skønne by!

Transport

Her er der både tale om transport til Berlin og Berlin. Som nævnt kom jeg til Berlin med bus fra København for 149 kroner hver vej. Det er en bustur på omkring 7-8 timer, men den bus, jeg kom med, tog med færgen, hvilket giver et afbræk på turen på omkring halvanden time. Det gjorde, at man lige kom ud og strakte benene, kunne købe en kop kaffe og generelt bevæge sig lidt rundt (jeg lignede i hvert fald lidt en idiot, som jeg fik 50 gange frem og tilbage på dækket, men det er altså hårdt at sidde så længe ned!). Jeg synes ikke, turen var så slem, men kan man overhovedet ikke overskue busturen, burde det være muligt at flyve billigt til Berlin.

Transport i Berlin

Berlin har ifølge mig et af de mest velfungerende transportsystemer. Du skal ikke vente længe, før der kommer et transportmiddel, og det er nemt og hurtigt at finde ud af. Jeg købte et 7-dages kort for 30 euro, som gælder til både S-bahn, U-bahn, Tram og bus, og det gjorde, at jeg nemt kunne hoppe på et tog uden at tænke over billet osv. Til at finde de forskellige forbindelser benyttede jeg mig af Google Maps samt app'en BVG Fahrinfo, som fungerer ligesom rejseplanen herhjemme. 

Gå rundt

Berlin er en kæmpe by, så selvfølgelig er det umuligt at gå rundt til det hele. Alligevel vil jeg virkelig anbefale at gå rundt til så mange steder som muligt. Selvom jeg havde mit buskort trygt i lommen, valgte jeg at gå rundt meget af tiden, hvilket da også gjorde, at jeg gik omkring 20 km om dagen - men samtidig følte jeg også, jeg fik set meget mere! Pludselig endte jeg forbi steder, jeg havde hørt om før, som jeg egentlig gerne ville besøge, eller jeg fandt helt uopdagede steder, som jeg ikke ville have set, hvis jeg sad nede i en U-bahn. Det var f.eks. sådan, jeg opdagede en af restauranterne, som jeg senere vil anbefale, da jeg en aften valgte at gå hjem i stedet for at tage offentlig transport. 

Mad og drikke

Nå.. Det her kan godt gå hen at blive et langt afsnit, men en af de vigtigste ting for mig, når jeg rejser, er at spise godt. Derfor brugte jeg også lidt tid inden rejsen på at researche efter, hvor jeg kunne spise god mad. En af de fejl, jeg (og sikkert mange andre) tidligere har begået i Berlin, er at bevæge mig (for) meget inde i centrum og så blot gå ind på en tilfældig restaurant. Her er jeg ofte blevet skuffet, og for mig lægger det bare en stor dæmper på ferien. Jeg tror, der er mange, der har et forkert billede af tysk mad, for det kan altså sagtens lade sig gøre at tilbringe en uge i Tyskland uden at leve af currywurst og wienerschnitzel. 

Kaffebarer

The Barn

Et af de steder, jeg absolut måtte besøge i Berlin var The Barn. Uanset om du er kaffeelsker tenderende til kaffesnob eller bare sætter pris på en god kop kaffe, er du nødt til at besøge The Barn. The Barn har to kaffebarer i Berlin, hvor den ene af dem også fungerer som risteri. Det var denne, jeg besøgte, og selvom jeg virkelig sætter pris på en god kop kaffe, følte jeg mig lidt overvældet af valgmulighederne. Jeg spurgte derfor den søde barista, hvad hun ville anbefale mig, og dette førte ud i en lang snak om mine præferencer og de forskellige typer kaffe. Det endte med, at jeg bestilte en Santa Rosa 1900 med smag af blomme og karamel, og nøj, den var god. Det er en af de bedste kopper kaffe, jeg nogensinde har smagt, og at croissanten, jeg bestilte til, også sad lige i skabet, gjorde kun oplevelsen endnu bedre. Faktisk så god, at jeg på en uge nåede forbi kaffebaren 3 gange. 

No Fire No Glory

Da jeg efterhånden følte, det var tid til at prøve noget nyt, besøgte jeg No Fire No Glory, som ligger i Prenzlauer Berg. Her bestilte jeg en americano, som virkelig gjorde det godt - og så var den samtidig ret billig - men det, jeg i virkeligheden husker det for, var croissanten. Den var virkelig god! Derudover var personalet virkelig venligt, og det var muligt at betale med kort uanset beløb, hvilket ikke er en selvfølge i Berlin. 

Kauf Dich Glücklich

At kalde dette for en kaffebar er måske ret misvisende, for jeg synes virkelig ikke, det er deres kaffe, du skal komme for - det er til gengæld deres helt igennem fantastiske vafler. Jeg besøgte caféen en solrig dag, hvor jeg satte mig udenfor med min kaffe og en af de bedste vafler, jeg nogensinde har smagt. De står og laver dem, når du bestiller i butikken, og så er der hjemmelavet is, som du kan vælge til, eller du kan få den med sukker og syltetøj og en masse andet topping. Det kan jeg klart anbefale. 

Her skal du spise burger

Hvis du er vaskeægte burger og pommes fan som jeg, er det sikkert også en af de ting, du gerne vil smage, når du er i udlandet. Jeg havde inden lavet grundig research, og ved alle mine søgninger, var der to burgerbarer, der blev ved med at dukke op: The Bird og Shiso Burger. Jeg er utrolig dårlig til at vælge, så jeg besøgte begge to, og det fortryder jeg ikke ét sekund, for de kan virkelig ikke sammenlignes, og derfor kan jeg heller ikke anbefale én. Men synes du alligevel, det er meget at presse to burgerbarer ind på så kort tid, vil jeg sige det således: Du skal besøge The Bird, hvis du vil have en burger uden så mange dikkedarer. En burger, der består af mere kød end brød, hvor salat og tomat bliver lagt ved siden af, så du selv kan bestemme, om det skal i din burger (Come on, det skal det jo faktisk ikke..). Dertil de sprødeste og lækreste pommes og en hel tube mayo, så du bare kan give den gas. Shiso Burger er derimod, hvis du har lyst til at prøve noget lidt anderedes. Jeg bestilte f.eks. deres Shiso Burger, som bestod af en tunbøf, shiso blade, salat, rødløg, koriander, chilimayo og teriyaki sovs, og hold nu op en smagsoplevelse uden lige! Her var fritterne til gengæld ikke noget at skrive hjem om, så hvis du kommer for fritterne, skal du vælge The Bird, men burger wise.. uh, den er svær! Mit råd? Besøg begge to.

Tip: Begge steder har vegetariske muligheder. 

Restauranter

Pepe Nero

Som nævnt gik jeg en aften tilfældigt forbi den italienske restaurant Pepe Nero i Prenzlauer Berg, hvor jeg spottede et par pizzaer, der så virkelig lækre ud. Dagen efter hev jeg min veninde med, og vi bestilte et par aperol spritz og to pizzaer, som helt sikkert levede op til forventningerne. Det var simpelt, lækkert og italiensk, når det er bedst, så det vil jeg anbefale, hvis du er i humør til pizza og er på de kanter.

Mozzarella Bar og Bottega

Mozzarella Bar og Bottega havde jeg læst om hjemmefra. Konceptet her er god mad og lækker mozzarella, og jeg er vild med det. Vi ankom en fredag aften, og det var kun med nød og næppe, vi fik et bord, så jeg vil klart anbefale, man bestiller hjemmefra. Der er nemlig trangt med plads, da det nærmere fungerer som en bar end en restaurant, men det var med til at give stedet en helt speciel stemning. Baren havde flere forskellige mozzarellaer at vælge imellem, hvortil du kunne vælge forskelligt tilbehør, og lad mig bare sige.. når du først har smagt denne mozzarella, bliver det svært at vænne tilbage til dem fra supermarkedet. Den var så god med så lækker smag og konsistens, og jeg mener faktisk helt ærligt, at jeg sagtens kunne spise sådan en kugle selv. Vi valgte dog at dele og dertil fik vi lækker bresaola, mortadelle med trøfler, tomatsalat og rødvin. Efterfølgende havde vi bestilt en pastaret, som også smagte helt fantastisk. Jeg vil dog også mene, at du sagtens kan nøjes med "forretten", hvis du evt. bestiller mere af tilbehøret eller en ekstra ost. Næste gang skal jeg helt sikkert prøve deres burrata! 

Patta

Jeg ved ikke, om man reelt vil kalde dette for en restaurant, men ikke destomindre nød jeg en virkelig lækker aftensmad her min sidste aften i Berlin, så den skal også nævnes. Patta serverer bagte kartofler med en masse lækkert fyld. Det lyder måske simpelt, men det er en smagseksplosion uden lige, og selvom en kartoffel kun koster 6-7 euro, så er det mere end nok til et aftensmåltid. Du finder Patta på en af de hyggeliste gader i Friedrichshain, men jeg har også hørt, at de netop har åbnet en ny i Prenzlauer Berg. 

Oplevelser

Shopping

Berlin er som mange andre storbyer den perfekte shoppeby. Omkring Kurfürstendamm finder du alle de gode kendinge som Zara, H&M, & Other Stories, Forever 21, Pull & Bear og min personlige favorit Bershka. Det er også her, du finder det kæmpe stormagasin KaDeWe, som helt sikkert er et besøg værd. Hvis ikke for at shoppe, så i hvert fald for at lure rundt i deres kæmpe store madafdeling. Jeg brugte over en time derinde på bare at gå rundt og kigge på det hele. Hvis du gerne vil kombinere shopping med hyggelige gader, vil jeg anbefale dig området Mitte. I mitte finder du flere mindre og specielle butikker, som bl.a. Broke+Schön, Kauf Dich Glüclich (ja, det er både café og butik. Bemærk dog, at den i Mitte ikke har en café) og min personlige favorit: Bogbutikken Do you read me?!, hvor jeg brugte flere timer på at bladre i de mange, spændende bøger. 

Tilbring en søndag i Berlin

Jeg ved, at der er mange, der tager en forlænget weekend i Berlin og derfor tager hjem søndag. Jeg vil dog virkelig anbefale at tilbringe en søndag i Berlin, for selvom butikkerne osv har lukket, emmer byens parker og markeder af liv. Jeg kan især anbefale Mauerpark. Hver søndag er der nemlig arrangeret karaoke, som tiltrækker en stor mængde menneske. Der er tale om en mand, der på cykel tropper op med højtaler og musik, og så kan publikum melde sig til at komme op at synge. Uanset om du vælger at lukke din indre sangerinde ud, eller du blot vælger at være publikum som jeg, er der virkelig god stemning. Derudover går der flere rundt og sælger både øl og gin og tonics, så du behøver faktisk slet ikke at rejse dig. Skulle sulten alligevel melde sig, kan du passende bevæge dig over på det store madmarked, som også er i parken hver søndag. Her er der også et loppemarked, hvor du kan findes alverdens ting, hvis du er tålmodig nok. 

Tip: Jeg var der i september, og der var stadig fuld af liv og karaoke. Jeg ved dog ikke, hvor langt ind i sæsonen, arrangementet varer, så undersøg evt. dette inden. 

Bevæg dig ud i de andre bydele

Jeg har som nævnt været i Berlin før, hvorfor jeg på denne tur var lidt mere frisk på at bevæge mig rundt i de forskellige bydele, hvilket jeg på det kraftigste kan anbefale. Fx tilbragte jeg en hel dag i bydelen Kreuzberg, som er lidt mere rå og edgy end mange andre steder i Berlin, og det var virkelig spændende at se. Derudover er både Prenzlauer Berg og Friedrichshain virkelig hyggelige og fuld af gode spisesteder. Jeg nåede desværre ikke at besøge Neukölln denne gang, men næste gang er det klart en bydel, jeg vil udforske! 

Generelle tips

Hæv kontanter 

Selvom man måske ikke skulle tro det, er der stadig flere steder i Berlin, der ikke tager imod dankort. Især de mindre steder tager ikke imod dankort, hvis det er under 10 euro, og det er ærgerligt, når man bare gerne vil have en kop kaffe. Hæv en god portion hjemmefra - du skal nok få dem brugt!

Planlæg en rute

Som nævnt gik jeg rigtig meget i Berlin, og det var især, fordi jeg planlagde en nogenlunde rute hjemmefra. Fx kan du starte dagen på The Barn, for derefter at bevæge dig hen til de hyggelige gader Oderberger Strasse og Kastanienallee i Prenzlauer Berg. Når (lækker)sulten melder sig, kan du kigge ind forbi Kauf Dich Glücklich til en vaffel, for derefter at smutte en tur i Mauerpark. Slut evt. dagen af på Pepe Nero til lækker pizza og aperol. Alle disse steder ligger i gåafstand fra hinanden, og på denne måde får du set en masse spændende på vejen. 

Studierabat

Er du studerende og gerne vil ud at se en masse, så husk endelig dit studiekort - her kan være ret mange penge at spare! Fx ville jeg rigtig gerne se DDR STASI fængslet, som koster 6 euro, hvilket er billigt i sig selv, men med studiekort kom jeg kun af med 3 euro for 90 minutters guidet tur. Det kan jeg forresten også virkelig anbefale!

Væn dig til techno 

Vil du gerne ud en aften, kan du godt gøre basarmen klar. Vi var ude en fredag aften, og på de fleste klubber, er det den slags musik, de spiller. Jeg er nok selv mest en R&B type, så jeg blev lykkelig, da vi fandt en klub, hvor der nede i kælderen var et lille dansegulv, hvor de spillede den slags musik, men ifølge min veninde er det en mangelvare dernede.

Har du et par gode tips til Berlin? Så del dem endelig med os!

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Simone Borup Følg på:

Vil du skrive for os?

Synes godt om aniston.dk Del artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen