Uanset om en fyr ligner Orlando Bloom eller Mogens Glistrup, så har han ingen ret til at være arrogant overfor andre.

Men sjovt nok har jeg oftere oplevet, at Mogens-Glistrup-typerne mener, at det er mere okay for dem at være arrogante - især overfor kønne piger, som de egentlig gerne vil score.

Og nej, det er ikke mig selv, jeg hentyder til, for jeg er ikke toplækker. Jeg er temmelig ordinær, og eftersom jeg vist cirka har ramt 'den gyldne middelvej' har jeg ofte haft mulighed for at betragte folk som tilskuer og ikke aktør. Og det har af og til været interessant at se på.

Mit flittige brug af begreberne 'grim' og 'smuk' er vist cirka sat ud fra samfundets generelle opfattelse.

1. eksempel
Min veninde var en naturlig skønhed, og alle fyrene drejede nærmest hovedet af led for at glo på hende, når hun gik forbi. Der var intet krukket over hende, hun var bare essensen af udstråling, skønhed og lækkert hår.

Desværre for hende blev hun ofte jaget af fyre, der mest af alt mindede om Master Fatman - og samtidig med at de jagede hende med en skræmmende selvtilfredshed, var de nedladende overfor hende på en måde som denne: 'Du skal ikke tro, du er noget, selvom du er smuk, men jeg vil allerærbødigst godt have dig som mit trofæ alligevel'.

Dette gjorde, at min veninde blev mistroisk overfor mænd, især de meget grimme af slagsen - ikke fordi de var grimme, men fordi de så ned på hende, fordi hun var køn. Slutteligt udviklede min veninde en barriere, hvor hun slet ikke gad tale med de grimme.

Det var ikke snobberi, det var frygt for deres reaktion. Så for at komme deres arrogante kommentarer i forkøbet, afviste hun dem uden at give dem en chance. Hun havde simpelthen mødt for mange klamme idioter, som kom brasende og spurgte, om hun ikke ville se deres frimærkesamlinger - som om de kunne tillade sig at tiltale hende som et laverestående væsen, fordi hun så godt ud.

Mænd som mødte hende senere hen troede ofte, at hendes kontante afvisning bundede i snobberi. Men det var ikke tilfældet. Kimen til hendes afvisninger bundede i andre mænds mangel på selvindsigt. Hun var træt af at blive betragtet som mindre værd af usikre mænd, bare fordi hun var naturligt smuk.

Hun undgik flere angreb på sit selvværd ved at undgå de mænd, som mest havde stået for dette.

2. eksempel
Endnu et eksempel er en meget underlig mand, min søster og jeg mødte på stationen. Vi sad og ventede på toget, da en temmelig gammel, fuld mand med ølvom og måne begyndte at tale med os. Og vi førte en samtale med ham af ren høflighed.

Den fulde mand begyndte derefter at klynke heftigt over, at han ikke kunne score, og vi fik medlidenhed med ham. Sandheden kom dog frem, da han så på min søster og i dyb alvor udbasunerede: "Dig vil jeg måske gerne have. Du er næsten mit niveau."

Jeg kunne ikke lade være med at sprutte af grin, hvilket udløste dræberøjne både fra søster og fulde mand. Min søster ville kunne lægge Brad Pitt ned, hvis hun ønskede det (Nå ja, overdrivelse fremmer forståelsen, men i fatter vel pointen). Og nu sad der en klammerkarl og påstod, at han 'måske ville have forsøgt at score hende, hvis hun bare var en tand kønnere'.

Der var virkelig en god grund til, at den mand ikke kunne finde en pige: Han sad og pjevsede over, at han ikke kunne score. Men hvordan skulle en fyr som ham nogensinde kunne få en pige, når de eneste, han interesserede sig for, skulle være blændende skønheder, og han selv var en arrogant, rødmosset drukkenbolt? Det tyder virkelig på manglende selvindsigt.

Min pointe er, at folk som mangler selvindsigt, irriterer mig. Det kunne lyde som snobberi, og det er det måske også, men ærlig talt, så er der visse mennesker, som virkelig overrasker mig. Hvordan kan man sidde og klynke over, at man ikke kan score, når man samtidig ligner udskidt æblegrød og stadig kun vil score topmodellerne?

Det er ærgerligt, at disse typer ikke kan se, at det ikke er fordi, de er grimme, at ingen vil have dem. Det er fordi, de er klynkende, arrogante fjolser. De ville ikke engang kunne score et får med den attitude.

"Fortæl hende aldrig hvor lækker hun er"
Men mangler disse kræsne, klynkende mænd egentlig så meget selvrespekt, som jeg går og tror? Eller er det rent faktisk en score-taktik, som endnu ikke helt har slået rod?

Jeg begyndte at tvivle på, om det rent faktisk er manglende selvindsigt, der gør, at disse mænd opfører sig som arrogante røvhuller. Og jeg blev meget forbavset, da jeg opdagede, at der er skrevet bøger om emnet: 'hvordan grimme mænd scorer smukke kvinder ved at vise dem, at de er ubetydelige.'

Blandt andet har den amerikanske forfatter Matthew Fitzgerald skrevet flere tekster, hvori han giver mænd råd til, hvordan de skal score smukke kvinder:

Først og fremmest lister han smukke kvinders gode og dårlige sider op. Allerede dér slog det mig, at den mand virkelig er en utroligt bitter chauvinist i sin generalisering. Men på den anden side, hvis alle de smukke kvinder, han har mødt, er Paris Hilton'ser er det måske ikke så underligt.

Blandt de gode sider, Matthew Fitzgerald, mener at smukke kvinder har er: "De højner en mands status blandt andre mænd," og "De er bare fandens lækre at se på." De dårlige sider er blandt andre: "De er generelt 'tagere', ikke 'givere'" og "De forventer, at mænd slavisk skal opvarte dem."

Matthew Fitzgerald forklarer, at de smukke kvinder kan vælge og vrage blandt mænd, netop på grund af deres udseende. Resultatet bliver dermed, at de vælger penge og udseende, frem for personlighed. Men hvordan kan en mand, uden penge eller udseende, score en af disse skønheder foran snuden på yuppierne i armani-jakkesæt og med et par millioner på bankkontoen?

Matthew Fitzgerald mener, at de smukke kvinder derfor keder sig i selskab med de smukke, rige mænd - netop fordi, de er så ens alle sammen. Mændene køber kvindernes opmærksomhed, overdænger dem med komplimenter, og til slut bliver de usikre hundehvalpe, der følger hendes mindste skridt.

Den kontroversielle forfatter giver en række gode råd til, hvordan man scorer en smuk kvinde. Og her er et af rådene netop, at man skal behandle hende, som om hun ikke var speciel:

"Sæt hende ikke på en piedestal. Hun er vant til at høre de fraser. Hvis du giver hende en minimal kompliment, så følg op med noget afværgende. Eksempelvis: "Det er en pæn kjole; min søster har en magen til." Dette fortæller hende, at hun har en god tøjsmag, men at hun ikke er helt original."

Den eneste forskel på Matthew Fitzgeralds råd til at score smukke kvinder, og de arrogante, klynkende mænd er, at Matthew Fitzgerald dog ikke opfordrer til at klynke over, at man ikke kan score. Han påpeger, at man altid skal være cool omkring kvinden, man vil score og ikke vise, hvor usikker man er.

"Fortæl hende aldrig, hvor lækker hun er. Faktisk skal du fortælle hende, at hun ikke er lækker nok til dig... Fortæl hende, at du gerne vil invitere hende ud, men at hun ikke lever op til din normale standarter (betragt hendes kæber ramme gulvet)."

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke ved om disse tricks virker. Jeg har endnu ikke set dem lykkes. Men det er måske, fordi de arrogante, klynkende mænd skal indse, at de godt må være arrogante, men at de skal droppe tuderiet.

For, hvem gider dog at være sammen med et überkræsent, jamrende fjols, uanset hvordan denne person end måtte se ud?

Hvis man ikke kan finde ud af at behandle folk ordentligt, kan man ikke tillade sig at klynke over at være single. Og uanset hvordan man ser ud, er det vel smartest at opføre sig pænt overfor den person, man gerne vil score?