Aniston

[Anmeldelse]: Syersken fra Madrid

Når nogen og noget er svære at slippe.

6 ud af 6 stjerner
Foto: Gyldendal - [Anmeldelse]: Syersken fra Madrid Foto: Gyldendal
En bog kan være svær at slippe, mens man er godt i gang med et kapitel. Men den kan også være svær at slippe, selvom man har lagt den fra sig. Sådan en bog er "Syersken fra Madrid".

Maria Duenas' roman rummer således en fortælling, som sætter sine spor, og som er så velfortalt, at man ganske enkelt bliver helt opslugt - og det kapitel for kapitel.

"Syersken fra Madrid" tager sin start i Madrid i 1930'erne. Siras mor er syerske, og de kommer fra trange kår. Men en dag bliver Sira introduceret for sin far, som hidtil ikke har været en del af hendes liv. Han lader hende arve en formue, og Sira har derfor mulighed for at drage til Tanger sammen med sit livs kærlighed. Tror hun! Ramiro, som flammen hedder, ender nemlig med at bruge hele hendes formue og efterlader hende, dybt forgældet, på et hotel. Midt i en ukendt verden og uden en klink, men med et barn i maven.

Sira må arbejde som syerske for at få livet til at løbe rundt og for at betale den gæld, som Ramiro har efterladt hende med. Og det går hurtigt rigtig godt. 

I mellemtiden er Den spanske Borgerkrig brudt ud, og det betyder, at Sira ikke kan få kontakt til sin mor i Madrid.

Men Sira får en meget interessant engelsk kvinde som kunde, og de to bliver snart venner. Den engelske kvinde har mange kontakter - også i England, hvor man lurer på, hvad tyskerne op til 2. verdenskrig har indgået af alliancer. Siras liv ændres dermed drastisk, da hun pludselig må leve et dobbeltliv som syerske for de rige og som britisk spion.

"Syersken fra Madrid" læner sig op ad virkelig hændelser og personer, men den er ren fiktion og noget af det meste læseværdige, jeg endnu er stødt på i år.

Man bliver opslugt af Sira som person og af hendes historie, og selvom historien kun bygges ganske langsomt op, er man indfanget fra første side.

Bogen er en rejse gennem Siras liv og gennem det pro-nazistiske Madrid, kolonien Marokko og den moderne kosmopol Lissabon - og det gennem det meste af et voksenliv,

Læs den, hvis du kan!


"Syersken fra Madrid" er skrevet af Maria Duenas og udgivet af Gyldendal.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce