Alle eltandbørsters moderskib



5. oktober, 2016 - kl. 20:50
Forfatter:


Synes godt om Aniston.dk

Del artiklen

Aldrig har jeg haft så meget tandpasta på badeværelsesspejlet og så rene tænder, som jeg har haft den seneste måneds tid!

Tandlæger kan da, efter sigende, også nemt se, om de kunder, der ligger i stolen, dagligt børster deres tænder med en manuel eller en elektrisk tandbørste.

Personligt har jeg ikke ejet en eltandbørste, siden jeg boede hjemme hos mine forældre. Men den seneste måneds tid har jeg helliget mine morgener og aftner til at teste en eltandbørste - faktisk vil jeg næsten kalde den eltandbørstEN, fordi den må siges at være lidt af en særlig og temmelig avanceret en af slagsen.

Tandbørsten er fra Oral-B og er tandbørsteproducentens seneste skud på stammen.

Og så tænker du nok, at en tandbørste jo bare er en tandbørste, og det kan du jo have ret i. Så længe sådan en fætter børster tænderne rene, så er alt vel godt. Men til Oral-B Genius er også tilknyttet en hel pædagogik, der sørger for, at man børster tænderne korrekt samt en række lir, som vil varme helt ned i storetåen, hvis man er gadgetelsker.

For det første sørger Oral-B Genius for, at man børster i minimum de to minutter, som man bør børste hver morgen og hver aften. Den brummer ganske enkelt for hvert halve minut, man har børstet og derfor kan skifte område i munden. Når der er gået to minutter i alt, så brummer den ekstra meget i et kort sekund, så man ved, at man har gjort det, man skulle. Og man er naturligvis meget velkommen til at børste videre, hvis man synes, man har behov for yderligere.

Og faktisk viser data, for det aflæser Oral-B, at gennemsnittet for børstning med deres eltandbørster, er over to minutter, så enten er man meget pligtopfyldende med en elektrisk tandbørste ift. en manuel tandbørste, eller også er der nogle enkelte, der børster helt amok derude ...

For det andet følger der en app med til Oral-B Genius samt en lille holder til telefonen. Man klikker telefonen på spejlet ved hjælp af holderen, sørger for at få sin mund placeret korrekt ift. aflæsningsfeltet i app'en, og så aflæser app'en, som du finder, hvis du søger på "Oral-B" i iTunes eller Google Play, om man børster korrekt i de forskellige dele af munden. Når app'en fortæller, at man har gjort arbejdet godt nok, kan man gå videre til en anden del af munden.

Jeg har i de seneste i hvert fald 20 år børstet mine tænder med en manuel tandbørste. Det er gået fint, og min tandlæge har været ok tilfreds, selvom der med årene naturligvis er kommet flere og flere ting op, som hun kan påpege. Men allerede efter allerførste børstning derhjemme på badeværelset med Oral-B Genius kunne jeg selv mærke en væsentlig forskel ift., hvor rene mine tænder føltes. Fornemmelsen var faktisk den samme, som når jeg lige har været hos tandlægen og fået renset mine tænder. So far so good!

Derudover har jeg ikke tidligere taget tid på mine tandbørstninger. Jeg har været hele munden rundt lidt her og lidt der. Men jeg er ikke gået systematisk til værks, og jeg har da slet ikke børstet i to minutter to gange om dagen. Måske nærmere et minuts tid - plus måske det løse.

Den seneste måneds tid, mens testen har stået på, har jeg dog været pligtopfyldende og børstet i første den ene del af munden, så den anden, den tredje og den fjerde. Og det i minimum to minutter. Ja, man er vel lidt stræber-agtig og går efter det tilfredsstillende "brum".

Efter min testperiode kan jeg ikke alene mærke, at mine tænder generelt føles renere. Jeg kan også se, at de er meget hvidere, end de ellers har været.

Dermed ikke sagt, at man nødvendigvis behøver at investere i moderskibet til hele eltandbørste-generationen. For man skal vist være mere end almindeligt nørdet omkring sin tandbørstning eller gadgets generelt, hvis man skal nyde godt af alle de funktioner, som Oral-B Genius tilbyder samt ville investere det, som lige netop den model koster.

Men man kan mærke en væsentlig forskel, når man børster med en eltandbørste, og hvis man går op i tandsundhed samt i, hvordan ens tænder ser ud, så synes jeg, en eltandbørste er en god investering. I hvert tilfælde er jeg overbevist om, at jeg fremadrettet skal investere både tid og penge i at børste mine tænder på elektrisk vis.

At jeg så også skal investere tid og penge i ekstra pudsning og pudsemiddel til badeværelsesspejlet vidner så måske mest om min koordineringsevne.

For jeg har næsten ikke undgået at sprøjte tandpasta på spejlet en eneste dag undervejs i processen. I øvrigt fandt jeg meget hurtigt ud af, at man skal vente med at tænde den elektriske tandbørste, til man har placeret den sikkert i munden! Ellers skal man for alvor på arbejde med at rengøre spejl og håndvask for tandpasta!

Oral-B Genius kommer i øvrigt med et smart rejseetui med oplader samt en USB-enhed, som man kan bruge til at sætte telefonen til. I øvrigt kan man stille telefonen på rejseetuiet, så man kan tage hele sin tandbørsterutine med sig ud i verden. 

Oral-B Genius skal blot oplades cirka en gang hver fjortende dag. Jeg har været i gang i en måneds tid og har netop ladet op for anden gang.

Herudover kan man skifte farve på lyset i tandbørsten, hvis man har en speciel favorit, og der følger flere forskellige tandbørstehoveder med, som man kan prøve sig frem med og finde sin egen personlige favorit. Sidst, men ikke mindst, er der en lang række programmer, så man kan vælge hastighed på børstningen.

Alt i alt er Oral-B en utroligt alsidig gadget, som bestemt leverer varen! De fleste kan måske nøjes med en mere simpel model, men hvis man kan lide det lidt avanceret og går op i gadgets, så er den bestemt avanceret.

Oral-B Genius forhandles hos elektronikforhandlere off- og online.

Om forfatteren
GÅ TIL PROFIL
Følg på:

Vil du skrive for os?

Relaterede artikler
Synes godt om aniston.dk Del artiklen

Nyeste artikler

Tilbage til toppen